Retssikkerhedsloven (det sociale område) Kapitel 11

Denne konsoliderede version af retssikkerhedsloven (det sociale område) er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Lov nr. 453 af 10. juni 1997,
jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 13. marts 2024,
som ændret ved lov nr. 329 af 9. april 2024, lov nr. 661 af 11. juni 2024, lov nr. 680 af 11. juni 2024, lov nr. 1686 af 30. december 2024 og lov nr. 1690 af 30. december 2024

Kapitel 11 1 Koordinering af praksis
§ 76

Ankestyrelsen har pligt til på landsplan at koordinere, at afgørelser, som kan indbringes for Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, træffes i overensstemmelse med lovgivningen. Ankestyrelsen følger praksis i kommunerne og jobcentrene og vejleder om praksis.

§ 77

Social-, Bolig- og Ældreministeriet og Beskæftigelsesministeriet kan anmode Ankestyrelsen om at gennemgå kommunalbestyrelsernes afgørelser.

§ 78

(Ophævet)

§ 79

Ankestyrelsen kan som led i sine opgaver efter § 76 indhente sager til gennemsyn. Oplysninger om afgørelser kan indhentes i såvel skriftlig som elektronisk form.

§ 79a

Kommunalbestyrelsen behandler Ankestyrelsens undersøgelser af kommunens praksis på et møde i kommunalbestyrelsen eller i et af kommunalbestyrelsens stående udvalg.

Stk. 2 Ankestyrelsen kan beslutte, at kommunalbestyrelsen skal orientere styrelsen om kommunalbestyrelsens behandling, herunder om, hvilke foranstaltninger kommunalbestyrelsen har besluttet at iværksætte. Styrelsen kan fastsætte en frist for denne orientering.

§ 79b

Inden udgangen af det år, hvor danmarkskortet over omgørelsesprocenter på socialområdet offentliggøres, jf. § 84 a, behandler kommunalbestyrelsen danmarkskortet på et møde.

Det Rådgivende Praksisudvalg
§ 80

Ankestyrelsen nedsætter et centralt rådgivende udvalg til støtte for sin indsats med at koordinere praksis, jf. § 76.

Stk. 2 Udvalget har til opgave at følge og rådgive Ankestyrelsen om den koordinering af praksis, som Ankestyrelsen har pligt til at foretage. Udvalget skal desuden rådgive Ankestyrelsen om kriterier for udvælgelse af de klagesager, der kan udtages til behandling med deltagelse af beskikkede medlemmer, jf. § 52 c, stk. 1, og § 59 a, stk. 2. Endelig skal udvalget rådgive Ankestyrelsen om behovet for opfølgning på Ankestyrelsens undersøgelser efter § 76 af kommunernes praksis og om generel formidling af og vejledning om Ankestyrelsens praksis.

Stk. 3 Ankestyrelsen skal en gang årligt udarbejde en redegørelse til udvalget om sagsbehandlingen i klagesager over kommunalbestyrelsens afgørelser, jf. § 52 a, stk. 1, og § 59 a, stk. 1.

§ 81

Direktøren for Ankestyrelsen er formand for udvalget. De øvrige medlemmer udpeges af Ankestyrelsen efter indstilling fra

  • 1) KL (Kommunernes Landsforening),

  • 2) Dansk Arbejdsgiverforening,

  • 3) Fagbevægelsens Hovedorganisation og

  • 4) Danske Handicaporganisationer.