Revisor skal gennemgå og vurdere det revisionsarbejde, der er udført af andre revisorer og revisionsvirksomheder med henblik på koncernrevisionen, herunder arbejde udført af revisorer og revisionsvirksomheder, der ikke har hjemsted i et EU-land, et EØS-land eller et andet land, som EU har indgået aftale med. Revisor kan kun anvende det udførte arbejde, hvis revisor har indhentet samtykke fra de pågældende revisorer og revisionsvirksomheder om videregivelse af relevant dokumentation vedrørende revisionsarbejdet under udførelsen af koncernrevisionen. Revisor skal dokumentere den gennemgang og vurdering, der er foretaget, herunder arten af, tidsplanen for og omfanget af de pågældende revisorers og revisionsvirksomheders arbejde. Arbejdspapirerne skal dokumentere disse revisorers og revisionsvirksomheders samtykke til at videregive den i 2. pkt. anførte dokumentation.
Stk. 2 Er revisor forhindret i at gennemgå og vurdere det revisionsarbejde, som er udført af andre revisorer og revisionsvirksomheder med henblik på koncernrevisionen, jf. stk. 1, skal revisor træffe passende foranstaltninger og underrette Erhvervsstyrelsen herom. Passende foranstaltninger omfatter, hvor det er relevant, at revisor selv udfører eller lader udføre yderligere revisionshandlinger i den omhandlede dattervirksomhed.
Stk. 3 Er revisionsarbejde af betydning for revisionen af koncernregnskabet udført af en eller flere revisorer, der ikke har hjemsted i et EU-land, et EØS-land eller et andet land, som EU har indgået aftale med, skal revisor opbevare et eksemplar af dokumentationen, herunder arbejdspapirer, for det udførte arbejde, jf. dog stk. 5. Revisor kan undlade at opbevare dokumentationen, hvis der er indgået aftale om fyldestgørende og ubegrænset adgang hertil efter anmodning eller der i øvrigt er truffet andre passende foranstaltninger.
Stk. 4 Er revisor forhindret i at modtage dokumentationen efter stk. 3, skal arbejdspapirerne dokumentere disse hindringer, jf. dog stk. 5.
Stk. 5 Stk. 3 og 4 finder ikke anvendelse, hvis der med det pågældende land er indgået en aftale i henhold til § 48, stk. 5, nr. 2.
Stk. 6 Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på erklæringsopgaver om konsolideret bæredygtighedsrapportering. 1. pkt. omfatter tillige erklæringsarbejde udført af uafhængige udbydere af erklæringsydelser. Stk. 3 og 4 finder ikke anvendelse, hvis Erhvervsstyrelsen har indgået en samarbejdsaftale med det pågældende land.