Virksomheder af interesse for offentligheden skal etablere et revisionsudvalg, jf. dog stk. 5, 6, 9 og 10. Udvalget udgøres af medlemmer af virksomhedens bestyrelse, der ikke samtidig indgår i virksomhedens direktion, eller, tilsynsråd eller af personer, der er valgt på virksomhedens generalforsamling eller tilsvarende organ som medlem af udvalget. Udvalgets formand vælges af udvalgets medlemmer, af bestyrelsen, af tilsynsrådet eller årligt på virksomhedens generalforsamling. Ved stemmelighed afgøres valget ved lodtrækning. Flertallet af udvalgets medlemmer, herunder formanden, skal være uafhængige, medmindre udvalget alene udgøres af medlemmer af virksomhedens bestyrelse eller tilsynsråd. Mindst 1 medlem skal have kvalifikationer inden for regnskabsvæsen eller revision. Udvalgets medlemmer skal samlet set have kompetencer af relevans for virksomhedens sektor.
Stk. 2 En person, der af generalforsamlingen eller tilsvarende organ er valgt til at være medlem af revisionsudvalget, er under udførelse af sit hverv omfattet af samme regulering som et medlem af revisionsudvalget, der tillige er medlem af virksomhedens bestyrelse eller tilsynsorgan.
Stk. 3 Revisionsudvalgets opgaver skal i det mindste bestå af følgende:
-
1) At underrette det samlede øverste ledelsesorgan om resultatet af den lovpligtige revision og i givet fald erklæringsopgaven om bæredygtighedsrapportering og forklare, hvordan den lovpligtige revision og erklæringsopgaven om bæredygtighedsrapportering bidrog til henholdsvis regnskabsaflæggelsens og bæredygtighedsrapporteringens integritet, og hvad revisionsudvalgets rolle var i den proces.
-
2) At overvåge proceduren for regnskabsaflæggelse og i givet fald bæredygtighedsrapportering, herunder den i lovgivningen fastsatte elektroniske rapporteringsprocedure, og den procedure, som virksomheden har udført for at identificere de rapporterede oplysninger i overensstemmelse med gældende standarder for bæredygtighedsrapportering, og fremsætte henstillinger eller forslag til at sikre deres integritet.
-
3) At overvåge, om virksomhedens interne kvalitetskontrol- og risikostyringssystemer og i givet fald dens interne revision fungerer effektivt med hensyn til regnskabsaflæggelsen og i givet fald bæredygtighedsrapporteringen i virksomheden, herunder den elektroniske rapporteringsprocedure, der er fastsat i loven, uden at krænke dens uafhængighed.
-
4) At overvåge den lovpligtige revision af årsregnskabet m.v. og i givet fald erklæringsopgaven om bæredygtighedsrapportering og navnlig udførelsen heraf, idet der tages hensyn til resultatet af den seneste kvalitetskontrol af revisionsvirksomheden.
-
5) At kontrollere og overvåge den eller de valgte revisorers eller revisionsvirksomheders uafhængighed i overensstemmelse med §§ 24-24 c samt artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 537/2014 af 16. april 2014 om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden og godkende den eller de valgte revisorers levering af andre ydelser end revision, jf. artikel 5 i forordningen.
-
6) At være ansvarlig for proceduren for udvælgelse og indstilling af revisor til valg i overensstemmelse med artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 537/2014 af 16. april 2014 om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden, jf. dog stk. 4.
Stk. 4 En virksomhed, der har et nomineringsudvalg, hvori kapitalejerne eller virksomhedsdeltagerne har betydelig indflydelse, og som har til opgave at fremsætte indstillinger til valg af revisorer, kan vælge at lade udvalget varetage opgaven efter stk. 3, nr. 6.
Stk. 5 Virksomheder omfattet af stk. 1, 1. pkt., kan vælge, at revisionsudvalgets funktioner i stedet udøves af det samlede øverste ledelsesorgan. Dette forudsætter, at ingen bestyrelsesmedlemmer samtidig er medlem af direktionen, og at mindst 1 medlem af det øverste ledelsesorgan har kvalifikationer inden for regnskabsvæsen eller revision.
Stk. 6 En virksomhed, hvis formand for bestyrelsen ikke er medlem af direktionen, kan vælge at lade revisionsudvalgets funktioner udøve af det samlede øverste ledelsesorgan, hvis virksomheden i de foregående 3 kalenderår havde en gennemsnitlig markedsværdi på under 100 mio. euro baseret på kursværdien ved årets udgang eller virksomheden i 2 på hinanden følgende regnskabsår på balancetidspunktet ikke overskrider to af følgende størrelser:
-
1) Et antal heltidsbeskæftigede på 250 medarbejdere,
-
2) en balance på 43 mio. euro og
-
3) en nettoomsætning på 50 mio. euro.
Stk. 7 Virksomheden kan vælge, at de opgaver, der pålægges revisionsudvalget vedrørende bæredygtighedsrapportering og vedrørende erklæringsopgaven om bæredygtighedsrapportering, udføres af det samlede øverste ledelsesorgan eller af et særligt organ, der er oprettet af det samlede øverste ledelsesorgan.
Stk. 8 I virksomheder, hvor revisionsudvalgets funktioner udøves af det samlede øverste ledelsesorgan, jf. stk. 5 og 6, skal der oplyses herom i årsrapporten.
Stk. 9 Følgende virksomheder er ikke forpligtede til at etablere et revisionsudvalg efter stk. 1-8:
-
1) Dattervirksomheder, hvis modervirksomheden er omfattet af kravene om etablering af revisionsudvalg.
-
2) Investeringsforeninger.
-
3) Alternative investeringsfonde som defineret i artikel 4, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde.
-
4) Virksomheder, hvis eneste formål er at udstede værdipapirer med sikkerhedsstillelse i aktiver som defineret i artikel 2, nr. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 809/2004 om oplysninger i prospekter.
-
5) Finansielle virksomheder omfattet af § 5, stk. 1, litra a eller b, i lov om finansiel virksomhed, hvis ejerandele ikke er optaget til handel på et reguleret marked i et EU- eller EØS-land, og som i tilfælde af obligationsudstedelse løbende eller gentagne gange kun har udstedt obligationer, der er optaget til handel på et reguleret marked, forudsat at den samlede nominelle værdi af sådanne obligationer er på under 100 mio. EUR, og at de nævnte virksomheder ikke har offentliggjort noget prospekt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF af 4. november 2003 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel.
Stk. 10 En virksomhed, der i medfør af stk. 9, nr. 4, beslutter ikke at etablere et revisionsudvalg, skal i sin årsrapport redegøre for årsagerne til, at den ikke finder det hensigtsmæssigt at have et revisionsudvalg, en bestyrelse eller et tilsynsorgan med ansvar for at udøve et revisionsudvalgs funktioner.