Revisorloven § 32a

Denne konsoliderede version af revisorloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder (revisorloven)

Lov nr. 468 af 17. juni 2008,
jf. lovbekendtgørelse nr. 206 af 20. februar 2025,
som ændret ved lov nr. 480 af 22. maj 2024

§ 32a

Erhvervsstyrelsen nedsætter et revisorråd, som rådgiver styrelsen om generelle forhold i revisorlovgivningen og i forbindelse med tilsynet med revisorer og revisionsvirksomheder efter § 32, stk. 3 og 4. Revisorrådet bistår endvidere styrelsen i forhold til reglerne om eksamen for statsautoriserede revisorer m.v., jf. § 33. Revisorrådet rådgiver endvidere Finanstilsynet om de forhold, som er nævnt i 1. pkt., når tilsynet træder i Erhvervsstyrelsens sted i medfør af § 32, stk. 7.

Stk. 2 Revisorrådet består af 1 formand, 1 medlem fra Erhvervsstyrelsen og 12 andre medlemmer, hvoraf 4 medlemmer skal være repræsentanter for revisorbranchen, 2 medlemmer skal være repræsentanter for uafhængige erklæringsudbydere, og 6 medlemmer skal være repræsentanter for investorerne og regnskabsbrugerne. Et flertal af rådets medlemmer, herunder formanden, må ikke være godkendte revisorer eller være ansat hos eller drive revisionsvirksomhed sammen med godkendte revisorer.

Stk. 3 Revisorrådets formand og medlemmer udpeges af Erhvervsstyrelsen for en periode af indtil 4 år. Formanden udpeges direkte af styrelsen. De øvrige medlemmer udpeges efter indstilling fra relevante organisationer. Rådets medlemmer kan genudpeges.

Stk. 4 Revisorrådet sekretariatsbetjenes af Erhvervsstyrelsen.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler for udpegning af Revisorrådets medlemmer, herunder for medlemmernes kvalifikationer, og for rådets virke. Bekendtgørelse om Revisorrådet