Mangler en revisor hele eller dele af efteruddannelsen, jf. § 4 og regler fastsat i medfør af § 4, stk. 2, kan Erhvervsstyrelsen påbyde revisoren inden for en fastsat frist at opfylde kravene til efteruddannelse.
Stk. 2 Kan en revisor ikke dokumentere at have vedligeholdt og opdateret sin efteruddannelse omfattet af § 4, kan Erhvervsstyrelsen påbyde revisoren at deltage i et antal efteruddannelsestimer på nærmere vilkår.
Stk. 3 Vurderer Erhvervsstyrelsen i forbindelse med tilsynet med revisorer og revisionsvirksomheder, jf. § 32, stk. 3, nr. 2-4, at en revisor har behov for yderligere efteruddannelse inden for et nærmere afgrænset fagområde, kan styrelsen påbyde revisoren på nærmere angivne vilkår at deltage i en sådan efteruddannelse.
Stk. 4 Opfylder en revisor ikke kravene i § 4 til efteruddannelse, eller efterkommer en revisor ikke et påbud efter stk. 1-3, kan Erhvervsstyrelsen
-
1) fratage revisoren godkendelsen betinget, på vilkår af at vedkommende i den indeværende eller næstkommende efteruddannelsesperiode ikke tilsidesætter kravene til efteruddannelse under sådanne omstændigheder, at vedkommende efter en samlet bedømmelse skal fratages godkendelsen,
-
2) nedlægge forbud mod, at revisoren i den indeværende og næstkommende efteruddannelsesperiode kan udføre eller kontrollere udførelsen af en revision eller udøve funktioner i en revisionsvirksomhed, eller
-
3) fratage revisoren godkendelsen.