Ved den i §§ 4 og 5 nævnte gennemgang af et regnskab påses navnlig, at regnskabet er undergivet betryggende revision, at vilkårene for tilskud m.v. er opfyldt, at midlerne er anvendt i overensstemmelse med givne bestemmelser, og at der i øvrigt er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af midlerne.
Stk. 2 De i § 4 nævnte regnskaber, jf. dog stk. 3, omfatter årsregnskaber med eventuelle koncernregnskaber og årsberetninger, periode- og delregnskaber samt relevant regnskabsmateriale, herunder bogføringsmateriale, ledelsens protokoller og lignende materiale, revisors protokoller og beretninger m.v., samt andet materiale og oplysninger, som efter rigsrevisors skøn er af betydning for udførelsen af dennes hverv.
Stk. 3 For de i § 4, stk. 2, 2. pkt., nævnte aktieselskaber omfatter regnskaber ud over årsregnskaber m.v., der er aflagt i henhold til årsregnskabsloven, tillige andet materiale af betydning for regnskabsgennemgangen, som ministeren kan komme i besiddelse af.