Kapitel 11 Administrative bestemmelser
For afgørelser meddelt efter denne bekendtgørelse gælder tillige de administrative bestemmelser, der fremgår af den lovgivning, der har dannet grundlag for afgørelsen.
Risikovirksomhedernes indsendelse af de i § 8, stk. 1 og 2, nævnte oplysninger, skal, når indsendelsen finder sted samtidig med ansøgning om godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33, stk. 1, ske efter de retningslinjer, herunder om anvendelse af digitale løsninger, som er angivet i bekendtgørelsen om godkendelse af listevirksomhed. Dette gælder dog ikke ansøgningen om godkendelse efter beredskabslovens § 34, stk. 1.
Kommunalbestyrelsens afgivelse af de i § 20, stk. 2, og § 25 nævnte oplysninger og offentliggørelse af de i § 16, stk. 1, nævnte oplysninger skal ske ved anvendelse af den digitale løsning og i det format, som Miljøstyrelsen stiller til rådighed.