Kapitel 8 Information til offentligheden og andre lande
Miljømyndigheden offentliggør de oplysninger, som er nævnt i bilag 8, digitalt jf. § 27. Miljømyndigheden ajourfører oplysningerne, når det er nødvendigt.
Stk. 2 Politiet informerer regelmæssigt og mindst hvert femte år alle personer, som kan blive berørt af et større uheld fra en kolonne 3-virksomhed. Informationen skal give tydelige og forståelige oplysninger om sikkerhedsforanstaltninger og hensigtsmæssig adfærd i tilfælde af uheld. Informationen skal gives uopfordret og i den mest hensigtsmæssige form, og skal mindst indeholde de oplysninger, som er nævnt i bilag 8. Informationen skal også gives til de ansvarlige for alle nærliggende bygninger og områder, der benyttes af offentligheden, herunder skoler og hospitaler, samt til naborisikovirksomheder.
Stk. 3 Sikkerhedsdokumentet eller sikkerhedsrapporten, herunder den indeholdte fortegnelse over farlige stoffer i virksomheden, er tilgængelig for offentligheden. Retten til aktindsigt heri finder anvendelse med de begrænsninger, der følger af offentlighedsloven, forvaltningsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger. Hvor risikomyndigheden ikke fuldstændigt kan imødekomme en anmodning om aktindsigt, gør den i stedet en ændret udgave af sikkerhedsdokumentet eller sikkerhedsrapporten tilgængelig for offentligheden, som mindst skal indeholde generelle oplysninger om risikoen for større uheld og om mulige følger for menneskers sundhed og miljøet af sådanne uheld.
Hvis det fremgår af den eksterne beredskabsplan for en kolonne 3-virksomhed, at et større uheld kan få grænseoverskridende følger i andre lande, foranlediger Miljøstyrelsen, at den ansvarlige myndighed i det andet land modtager de nødvendige oplysninger til udarbejdelse af beredskabsplaner, fysisk planlægning og oplysning til offentligheden. Hvis der efter § 15, stk. 6, er truffet afgørelse om ikke at udarbejde en ekstern beredskabsplan for en kolonne 3-virksomhed, der er tætbeliggende på et andet lands område, underretter Miljøstyrelsen den ansvarlige myndighed i det andet land om den begrundede afgørelse.