Miljøstyrelsen udarbejder efter forhandling med Beredskabsstyrelsen, Arbejdstilsynet, Sikkerhedsstyrelsen og Rigspolitiet en overordnet tilsynsplan, der omfatter alle risikovirksomheder i Danmark. Tilsynsplanen indeholder de punkter, som fremgår af bilag 9, del 3. Miljøstyrelsen ajourfører tilsynsplanen regelmæssigt.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen bidrager med oplysninger, jf. bilag 9, del 3, punkt 3-5, til brug for udarbejdelsen af tilsynsplanens fortegnelser over risikovirksomheder inden for kommunens geografiske område, og den indsender regelmæssigt oplysninger til Miljøstyrelsen om ændringer i fortegnelserne, jf. § 27.
Stk. 3 Miljøstyrelsen offentliggør et udkast til tilsynsplan, ajourføringer heraf eller ændringer digitalt og oplyser samtidig, at enhver har ret til at kommentere udkastet inden for en frist på 4 uger. Miljøstyrelsen sender samtidig med offentliggørelsen udkastet til alle kommunalbestyrelser med anmodning om bemærkninger.
Stk. 4 Efter høringsfristens udløb foretager Miljøstyrelsen de nødvendige ændringer og stiller tilsynsplanen digitalt til rådighed for offentligheden.