Ved iværksættelse eller ændring af værgemål, som medfører, at der skal indleveres midler til bestyrelse i en godkendt forvaltningsafdeling, jf. § 34 eller § 35 i værgemålsbekendtgørelsen, giver statsforvaltningen meddelelse om afgørelsen, herunder om hvem der er beskikket som værge, til en forvaltningsafdeling, der udpeges af værgen, jf. dog stk. 2, 1. pkt. Peger værgen ikke på nogen forvaltningsafdeling, beslutter statsforvaltningen, hvilken forvaltningsafdeling meddelelsen skal sendes til.
Stk. 2 Bestyres der allerede midler i en forvaltningsafdeling, giver statsforvaltningen meddelelse til forvaltningsafdelingen om afgørelser efter værgemålslovens § 9 eller § 10. Statsforvaltningen giver endvidere forvaltningsafdelingen meddelelse om beskikkelse af en ny værge eller af en særlig værge.