Hvis beslutningen om at stifte et SCE-selskab ved fusion skal træffes på en generalforsamling, hvor andelsselskabets medlemmer ifølge andelsselskabets vedtægter har direkte stemmeret, kan medlemmer, der på generalforsamlingen har modsat sig fusionen, udtræde af andelsselskabet, hvis meddelelse herom fremsættes skriftligt senest 4 uger efter generalforsamlingens afholdelse. Fusionen får ikke virkning for de udtrædende medlemmer.
Stk. 2 Hvis beslutningen om at stifte et SCE-selskab ved fusion skal træffes på en generalforsamling eller en anden kompetent medlemsforsamling, hvor andelsselskabets medlemmer ifølge andelsselskabets vedtægter ikke har direkte stemmeret, kan medlemmer udtræde af andelsselskabet, hvis meddelelse herom fremsættes skriftligt senest 4 uger efter den besluttende forsamlings afholdelse. Fusionen får ikke virkning for de udtrædende medlemmer.
Stk. 3 Er medlemmerne før afstemningen på den besluttende generalforsamling eller anden kompetente medlemsforsamling blevet anmodet om at afgive en udtalelse om, hvem der ønsker at benytte udtrædelsesretten efter stk. 1 eller 2, er denne ret dog betinget af, at de pågældende inden afstemningen på den besluttende forsamling har tilkendegivet dette.
Stk. 4 Ethvert udtrædende medlem har ret til at få sine personlige konti i andelsselskabet udbetalt efter bestemmelserne herom i andelsselskabets vedtægter.
Stk. 5 Den attest, der skal udstedes i henhold til SCE-forordningens artikel 29, stk. 2, om, at alle handlinger og formaliteter, der skal opfyldes forud for fusionen, er opfyldt, kan udstedes, når der er stillet betryggende sikkerhed for de udtrædende medlemmers krav over for andelsselskabet efter stk. 4. Skønsmænd udmeldt af retten på selskabets hjemsted afgør, om sikkerheden er betryggende. Indbringes skønsmændenes afgørelse for retten, har dette ikke opsættende virkning på Erhvervsstyrelsens mulighed for at udfærdige attesten i henhold til SCE-forordningens artikel 29, stk. 2, medmindre retten bestemmer andet.