Scenekunstloven Kapitel 7 a

Denne konsoliderede version af scenekunstloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om scenekunst

Lov nr. 408 af 13. juni 1990,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1473 af 30. november 2023,
som ændret ved lov nr. 1681 af 30. december 2024

Kapitel 7 a Små storbyteatre i Københavns, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg Kommuner
§ 16a

Staten yder inden for en beløbsramme fastsat på finansloven driftstilskud til små storbyteatre i Københavns, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg Kommuner.

Stk. 2 De små storbyteatre skal som et supplement til de af kapitel 3 omfattede landsdelsscener og af kapitel 6 omfattede teatre bidrage til at sikre et alsidigt teaterudbud i de store bykommuner.

§ 16b

Statens tilskud til den enkelte kommunes små storbyteatre fastsættes under et i en 4-årig aftale mellem staten og kommunen. Tilskuddet kan ikke overstige kommunens samlede driftstilskud til disse teatre.

Stk. 2 Tilskud til husleje kan kun udgøre indtil 15 pct. af det tilskudsberettigede kommunale driftstilskud til det enkelte lille storbyteater.

Stk. 3 Statstilskuddet ydes kun, såfremt kommunen har indgået minimum 3-årige aftaler om driftstilskud med de enkelte teatre.

Stk. 4 Kulturministeren fastsætter efter forhandling med Kommunernes Landsforening nærmere regler om ordningen for små storbyteatre.