Den skattepligtige indkomst før overstigende låneomkostninger og afskrivninger for selskaber og foreninger m.v., der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-2 b, 2 d-2 j og 3 a-6, § 2, stk. 1, litra a og b, eller kulbrinteskattelovens § 21, stk. 4, og for fonde og foreninger, der er omfattet af fondsbeskatningslovens § 1, kan maksimalt nedsættes med 30 pct. som følge af overstigende låneomkostninger. Den skattepligtige indkomst og de overstigende låneomkostninger korrigeres for nettokurstab, der ikke beskæres efter § 11 B, stk. 1, 3. pkt. Skattepligtig indkomst opgjort efter § 8, stk. 2, 4.-6. pkt., og § 32, tonnageskatteloven, § 12 i fondsbeskatningsloven eller § 15, stk. 8 og 9, i lov nr. 426 af 6. juni 2005 indgår ikke i beregningen efter 1. pkt.
Stk. 2 Beskæringen i stk. 1 kan maksimalt nedsætte indkomstårets fradragsberettigede overstigende låneomkostninger til 22.313.400 kr. Opgør selskabet eller foreningen m.v. den skattepligtige indkomst efter tonnageskatteloven, nedsættes beløbet forholdsmæssigt med den del, som den regnskabsmæssige værdi af selskabets egne aktiver tilknyttet tonnagebeskattet rederivirksomhed udgør af den samlede regnskabsmæssige værdi af egne aktiver. Beløbet justeres forholdsmæssigt, hvis indkomståret eller beskatningsperioden er kortere eller længere end 12 måneder.
Stk. 3 Ved overstigende låneomkostninger forstås nettofinansieringsudgifter, jf. § 11 B, stk. 4, nr. 1-4, efter fradragsbeskæring efter §§ 11 og 11 B. Dog indgår finansieringsindtægter og -udgifter, der medregnes som følge af CFC-beskatning efter § 8, stk. 2, 4.-6. pkt., § 32 eller fondsbeskatningslovens § 12 eller som følge af genbeskatning efter § 15, stk. 8 og 9, i lov nr. 426 af 6. juni 2005, ikke i opgørelsen af overstigende låneomkostninger.
Stk. 4 Beskårne låneomkostninger efter stk. 1 kan fremføres til fradrag i efterfølgende indkomstår. Fremførte låneomkostninger indgår i beregningen efter stk. 1 i efterfølgende indkomstår.
Stk. 5 Uudnyttet rentefradragskapacitet efter stk. 1 kan fremføres i de 5 efterfølgende indkomstår. Ved fremførsel anvendes den ældste kapacitet først.
Stk. 6 Selskaber, der indgår i en sambeskatning efter §§ 31 eller 31 A, opgør den skattepligtige indkomst før overstigende låneomkostninger og afskrivninger samt overstigende låneomkostninger samlet. Beløbet i stk. 2 gælder samlet for de sambeskattede selskaber. Foretages der fradragsbeskæring, reduceres selskabernes fradragsberettigede låneomkostninger forholdsmæssigt, i det omfang det enkelte selskabs overstigende låneomkostninger overstiger 30 pct. eller den procentsats, der anvendes i medfør af stk. 7, af selskabets skattepligtige indkomst før overstigende låneomkostninger og afskrivninger. Overstiger den tildelte fradragsbeskæring de overstigende låneomkostninger i enkelte af selskaberne, fordeles den resterende fradragsbeskæring forholdsmæssigt. Beskårne låneomkostninger og uudnyttet rentefradragskapacitet fremføres samlet for de sambeskattede selskaber hos administrationsselskabet. Ved ophørsspaltning af administrationsselskabet fordeles de fremførselsberettigede låneomkostninger og uudnyttet rentefradragskapacitet forholdsmæssigt efter den skattemæssige værdi i de modtagende selskaber.
Stk. 7 Selskaber, der indgår i en koncern, jf. § 31 C, kan i stedet for procentsatsen på 30 pct. anvende den procentsats, der fremkommer ved at dividere koncernens samlede nettofinansieringsudgifter med koncernens resultat før nettofinansieringsudgifter samt af- og nedskrivninger. Ved opgørelsen efter 1. pkt. anvendes koncernens konsoliderede årsregnskab. Det er en betingelse for anvendelse af 1. og 2. pkt., at det konsoliderede årsregnskab er opgjort i overensstemmelse med regnskabsstandarden i årsregnskabslovens kapitel 14 eller en af regnskabsstandarderne, der er nævnt i årsregnskabslovens § 112, stk. 2, nr. 2, og at det er revideret af personer, der er godkendt i medfør af den nationale lovgivning, hvor koncernens ultimative moderselskab er hjemmehørende. Selskaber, der indgår i en koncern i en del af indkomståret, skal beregne procentsatsen efter 1. pkt. forholdsmæssigt på grundlag af den periode af indkomståret, hvor koncernforbindelsen har bestået. Indgår selskabet i en del af indkomståret ikke i en koncern, skal procentsatsen på 30 pct. anvendes for denne del af indkomståret.
Stk. 8 Stk. 1-7 omfatter ikke finansielle selskaber, hvorved forstås enheder som anført i artikel 2, nr. 5, i direktiv 2016/1164/EU om regler til bekæmpelse af metoder til skatteundgåelse, der direkte indvirker på det indre markeds funktion. Et finansielt selskab kan som administrationsselskab fremføre beskårne låneomkostninger og uudnyttet rentefradragskapacitet. De beskårne låneomkostninger kan ikke modregnes i det finansielle selskabs indkomst. Koncerner, jf. § 31 C, kan vælge, at stk. 1-7 skal finde anvendelse for koncernens finansielle selskaber. Til- og fravalg efter 4. pkt. er bindende for administrationsselskabet og gælder samtlige finansielle selskaber i koncernen i en periode på 10 år regnet fra påbegyndelsen af det indkomstår, hvorfra valget gælder. Ved udløbet af denne periode kan det tilsvarende vælges for en ny 10-årsperiode. Vælger koncernen ikke at medtage koncernens finansielle selskaber, kan medregning af de finansielle selskaber tidligst vælges igen efter 10 indkomstår. Uanset 4. pkt. omfatter stk. 1-7 ikke livsforsikringsselskaber.