Bemærk, at § 100 blev ændret efter bogens udgivelsesdato. Se i forarbejderne til § 100, om det har en betydning.
- Side 293 -
Hun har oprindeligt søgt sin kommune om tilskud, dels efter aktivlovens § 82 (som indeholder et frit skøn for kommunen), dels efter servicelovens § 100 (som er et udtryk for retsanvendelse). Hun fik afslag. Herefter har hun påklaget sagen gennem den administrative klageinstans, Det Sociale Nævn. Her fik hun også afslag.
...ligebehandling af borgere med handicap. Nævnet, derimod, har lagt vægt på sektoransvarlighedsprincippet, Det Sociale Nævns praksis i lignende sager og en ministeriel vejledning til kommunerne. En del af sagsøgtes anbringende er desuden, at sagsøgte ikke har påvist, at der er sammenhæng imellem hendes handicap og behovet for den dyre tandbehandling.
- Side 296 -
...tandbehandlingen er en sådan ydelse, altså en ’merudgift’ i lovens forstand. Hvis udgiften for eksempel ikke er en følge af handicappet, så er det ikke en merudgift. Hvis forholdet af andre grunde ikke er omfattet af bestemmelsen, f.eks. fordi det falder ind under en anden lovgivning (sundhedslovgivningen), så skal udgiften heller ikke dækkes som merudgift.
...strid med servicelovens § 100. A har også fremlagt sin journal fra Rigshospitalets Tandklinik med en tandlægefaglig vurdering om, at der er sammenhæng imellem A’s kroniske sygdom og behov for tandbehandling. Nævnet har fremlagt de præcise formuleringer af den principielle afgørelse, som Nævnets advokat støttede sin argumentation til i sin procedure.
(...)
...finder igen overensstemmelse. Til slut spørger retten om resultatet strider mod FN’s Handicapkonventionen og når til det resultat, at det gør det ikke. Højesterets argumentation er altså ikke udførlig på dette sidste punkt. Men i det forløb, som Retten indlægger i sine overvejelser, får de politiske intentioner og administrativ praksis en stor vægt.