Serviceloven § 124b

Denne konsoliderede version af serviceloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om social service

Lov nr. 573 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 155 af 11. februar 2025

Fysisk guidning og konfliktafværgelse
§ 124b

Personalet kan anvende fysisk guidning over for personer som led i omsorgen, herunder for at sikre tryghed og trivsel på bo- og dagtilbud. Fysisk guidning kan anvendes

  • 1) af hensyn til personen selv for at sikre dennes tryghed og værdighed,

  • 2) af hensyn til andre i situationer, hvor personens adfærd er grænseoverskridende eller konfliktskabende, eller

  • 3) i situationer, hvor en beboer på et bo- eller dagtilbud er gået ind i en anden beboers egen bolig, uden at den anden beboer ønsker det.

Stk. 2 Personalet kan afværge en konflikt ved at stille sig mellem en person, der udviser grænseoverskridende eller konfliktskabende adfærd, og en eller flere andre personer.

Stk. 3 Fysisk guidning efter stk. 1 og konfliktafværgelse efter stk. 2 må ikke indebære fastholdelse.

Stk. 4 Fysisk guidning efter stk. 1 og konfliktafværgelse efter stk. 2 er ikke magtanvendelse eller et indgreb i selvbestemmelsesretten. Der skal derfor ikke ske registrering og indberetning efter § 135 a.