Serviceloven § 12e

Denne konsoliderede version af serviceloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om social service

Lov nr. 573 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 155 af 11. februar 2025,
som ændret ved lov nr. 407 af 29. april 2025

§ 12e

Koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold bistår kommunalbestyrelser, andre relevante myndigheder og aktører og borgere med rådgivning i sager om ufrivillige udlandsophold, herunder rådgivning om risici til brug for udarbejdelse af risikovurderinger.  1. pkt. kan også finde anvendelse i sager, hvor en borger, der er dansk statsborger eller har eller har haft gyldig opholdstilladelse i Danmark, opholder sig ufrivilligt i udlandet som følge af en æresrelateret konflikt. I sådanne sager vil den kommune, som senest har været handlekommune for borgeren i sager efter lov om social service, jf. § 9 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, være handlekommune.

Stk. 2 Koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold består af repræsentanter for den nationale sikkerhedskonsulentordning, jf. § 12 c, stk. 1, Udlændingestyrelsen og Udenrigsministeriet.

Stk. 3 Koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold koordinerer rådgivningen i sager om ufrivillige udlandsophold mellem medlemmerne af koordinationsenheden og øvrige relevante myndigheder og aktører. Internt i koordinationsenheden koordinerer en repræsentant for sikkerhedskonsulentordningen den rådgivende indsats over for medlemmerne af koordinationsenheden.

Stk. 4 Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsopholds organisering.