Serviceloven § 2

Denne konsoliderede version af serviceloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om social service

Lov nr. 573 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 155 af 11. februar 2025

§ 2

Enhver, der er fyldt 18 år og opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter denne lov.

Stk. 2 Social- og boligministeren fastsætter regler om, hvilke ydelser efter denne lov der kan medtages under midlertidige ophold i udlandet, og om betingelserne herfor. Bekendtgørelse om ydelser efter lov om social service og barnets lov under midlertidige ophold i udlandet

Stk. 3 Der kan ved aftale med andre stater eller internationale organisationer gives kommunalbestyrelsen mulighed for at yde hjælp til behandling eller pleje m.v. af længere varighed her i landet til personer, som har særlig tilknytning til landet, men som på ansøgningstidspunktet ikke har ophold her i landet. Det samme gælder til herboende personers behandling eller pleje m.v., når de tager ophold i et andet land, hvortil de pågældende har særlig tilknytning.

Stk. 4 Loven finder uanset stk. 1 anvendelse for personer uden lovligt ophold i Danmark, hvis personen er frifundet for straf efter straffelovens § 16, stk. 1, 2. pkt., eller stk. 2, og retten har truffet afgørelse om anbringelse på en institution for personer med vidtgående psykiske handicap efter straffelovens § 68, eller hvis retten har truffet afgørelse om at anbringe personen på en institution for personer med vidtgående psykiske handicap efter straffelovens § 69, jf. § 68.