Told- og skatteforvaltningen kan ikke ændre en afgørelse om registrering af et køretøj, senere end 6 måneder efter at afgørelsen er truffet. Efter fristen i 1. pkt. kan afgørelsen dog ændres i følgende tilfælde:
-
1) Hvis hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en afgørelse fra skatteankeforvaltningen eller Landsskatteretten eller en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. Afgørelser, der er truffet før den afgørelse, der var til prøvelse i den sag, der resulterede i underkendelse af praksis, kan dog ikke ændres.
-
2) Hvis den, der har anmodet om registrering, eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgørelsen er truffet på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.
-
3) Hvis Trafikstyrelsen efter regler udstedt i medfør af færdselsloven eller lov om godkendelse og syn af køretøjer ændrer eller tilbagekalder en godkendelse, såfremt Trafikstyrelsens afgørelse har afledte konsekvenser for registreringen af et køretøj.
-
4) Hvis told- og skatteforvaltningen konstaterer en åbenbar fejl i registreringen. Yderligere afgift i konsekvens af en ændring som nævnt i 1. pkt. pålægges fra tidspunktet for registreringsændringen.
-
5) Hvis told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den, der er registreret som ejer af et køretøj, giver tilladelse til ændring af afgørelsen, fordi der foreligger særlige omstændigheder.
Stk. 2 Ændring af en afgørelse om registrering af et køretøj efter stk. 1 skal varsles af told- og skatteforvaltningen, inden 6 måneder efter at told- og skatteforvaltningen eller den, der har anmodet om registrering, har fået kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristen i stk. 1, 1. pkt. En ændring, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 1 måned efter den dag, hvor varslingen er afsendt. Har det betydning for ejerens muligheder for at varetage sine interesser, at fristen efter 2. pkt. forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning fra den registrerede ejer af et køretøj dispensere fra fristen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.
Stk. 3 En afgørelse om registrering af et køretøj kan, hvis den, der har anmodet om registreringen, ikke udtaler sig imod ændringen, ændres af de grunde, der er nævnt i stk. 1, af told- og skatteforvaltningen, selv om Skatterådet, skatteankeforvaltningen eller Landsskatteretten tidligere har truffet afgørelse om forholdet.