Skatteforvaltningsloven § 34c

Denne konsoliderede version af skatteforvaltningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 427 af 6. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1053 af 20. september 2024,
som ændret ved lov nr. 683 af 11. juni 2024, lov nr. 1473 af 10. december 2024, lov nr. 1489 af 10. december 2024 og lov nr. 1694 af 30. december 2024

§ 34c

I sager om tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævede skatter og afgifter, der vedrører beløb under 25.000 kr., og hvor told- og skatteforvaltningen gør gældende, at tilbagebetalingskravet skal reduceres under henvisning til, at tabet er reduceret som følge af, at der er sket overvæltning, sker tilbagebetaling uden afkortning af kravet.

Stk. 2 I sager om tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævede skatter og afgifter, der vedrører beløb mellem 25.000 kr. og 500.000 kr., og hvor told- og skatteforvaltningen gør gældende, at tilbagebetalingskravet skal reduceres under henvisning til, at der er sket overvæltning, kan tilbagebetaling efter den skatte- eller afgiftspligtiges anmodning ske på grundlag af en tabsprocent, som told- og skatteforvaltningen kan fastsætte ud fra forholdene i den pågældende branche. For så vidt angår den del af beløbet, der ligger under 25.000 kr., finder stk. 1 anvendelse.

Stk. 3 Hvis en afgørelse om, at opkrævning af en afgift er sket med urette, indebærer, at en anden afgift skal betales eller forhøjes, er nettobeløbet afgørende for, om beløbsgrænserne i stk. 1 og 2 er opfyldt.

Stk. 4 Ændringer i den skattepligtige indkomst som følge af tilbagebetaling af en uretmæssigt opkrævet afgift indgår ikke ved afgørelsen af, om beløbsgrænserne i stk. 1 og 2 er opfyldt.

Stk. 5 Fristerne i §§ 26, 27, 31, 32 og 34 a finder anvendelse på stk. 1 og 2.

Stk. 6 En afgørelse, der træffes efter stk. 2, er bindende for både den skatte- eller afgiftspligtige og skattemyndighederne.