Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, skal for så vidt angår overførslen af ansatte orientere repræsentanter for de ansatte om udkast til aftale efter § 70, jf. § 67, forhandlingernes forløb og udkast til beslutninger efter § 71, jf. § 67.
Stk. 2 Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, skal forud for indgåelsen af aftale efter § 70, jf. § 67, gøre den ansatte bekendt med den del af aftaleudkastet, der vedrører den pågældende, og, medmindre den ansattes ønsker fuldt ud imødekommes, gøre den ansatte bekendt med de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for aftaleudkastet vedrørende den ansatte, og som den ansatte ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af. Myndigheden skal i den forbindelse give den ansatte lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for den ansattes afgivelse af udtalelse efter 2. pkt.
Stk. 3 Stk. 2 gælder ikke, hvis udsættelse vil medføre overskridelse af fristen for indgåelse eller opnåelse af enighed om indgåelse af aftale efter § 70, eller hvis den ansatte ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i stk. 9 med hensyn til de pågældende oplysninger.
Stk. 4 Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, og den myndighed eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal så hurtigt som muligt orientere repræsentanter for de ansatte om aftalen, jf. § 70, eller beslutningen, jf. § 71.
Stk. 5 Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal orientere repræsentanter for de ansatte og med disse drøfte fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte inden for lovgivningens rammer om aftaleudkast, forhandlingernes forløb, indgåelse af aftale eller nævnsbeslutning.
Stk. 6 Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, skal så hurtigt som muligt skriftligt orientere de ansatte, der overføres efter § 67, om indgåelse af aftale efter § 70 eller nævnsbeslutning efter § 71 om overførslen til Skatteministeriet.
Stk. 7 Repræsentanterne for de ansatte har tavshedspligt vedrørende den orientering, der er givet i medfør af stk. 1. Oplysninger om overførslen af en ansat kan dog videregives til den ansatte, som oplysningen vedrører.
Stk. 8 En ansat, der overføres efter § 67, kan, medmindre den ansattes ønsker fuldt ud imødekommes, forlange at få en skriftlig begrundelse for overførslen til Skatteministeriet. Begrundelsen skal gives af den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, i overensstemmelse med reglerne i forvaltningslovens § 24. En begæring herom skal fremsættes inden 14 dage efter, at den ansatte har modtaget skriftlig orientering om overførslen. Begæringen skal behandles i overensstemmelse med reglerne i forvaltningslovens § 23, stk. 2.
Stk. 9 En ansat, der overføres efter § 67, har, når den ansatte har modtaget skriftlig orientering om overførslen, ret til aktindsigt efter reglerne om partsaktindsigt i forvaltningslovens §§ 9, 9 a og 10-16 i oplysningerne om overførslen.