Skattekontrolloven § 15

Denne konsoliderede version af skattekontrolloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Skattekontrollov

Lov nr. 1535 af 19. december 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 12 af 8. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 755 af 13. juni 2023 og lov nr. 482 af 22. maj 2024

Låsning af felter i årsopgørelsen eller oplysningsskemaet (feltlåsning)
§ 15

Skatteministeren kan fastsætte regler om, at nærmere angivne skattepligtige ikke kan ændre oplysninger om visse indkomster og fradrag, som indberetningspligtige efter skatteindberetningsloven har indberettet til told- og skatteforvaltningen. Bekendtgørelse om begrænsning i adgangen for visse skattepligtige til at ændre oplysninger om indkomster og fradrag i oplysningsskemaet og årsopgørelsen

Stk. 2 Har den skattepligtige indvendinger imod en oplysning i årsopgørelsen eller oplysningsskemaet omfattet af de regler, som ministeren har fastsat efter stk. 1, og er told- og skatteforvaltningens behandling af den skattepligtiges indvendinger ikke afsluttet ved udløbet af oplysningsfristen, anses indvendingerne som en anmodning om genoptagelse af ansættelsen efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Stk. 3 Har den skattepligtige indvendinger imod, at told- og skatteforvaltningens digitale kontroller hindrer afgivelsen af en oplysning i årsopgørelsen eller i oplysningsskemaet, og er forvaltningens behandling af den skattepligtiges indvendinger ikke afsluttet ved udløbet af oplysningsfristen, anses indvendingerne som en anmodning om genoptagelse af ansættelsen efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Stk. 4 Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning give henstand med betaling af restskatten ifølge en årsopgørelse, som den skattepligtige har indvendinger imod, jf. stk. 2 og 3.  Skatteforvaltningslovens § 51 om henstand med skattebetalingen finder tilsvarende anvendelse ved henstand efter 1. pkt.