Efter indstilling fra Skatterådet kan skatteministeren fastsætte regler om, at erhvervsdrivende virksomheder skal udarbejde et skattemæssigt årsregnskab som grundlag for selvangivelsen, og om det regnskabsmæssige grundlag for dette årsregnskab.
Stk. 2 Efter indstilling fra Skatterådet kan skatteministeren fastsætte regler om, at juridiske personer inden selvangivelsesfristens udløb skal indgive et skattemæssigt årsregnskab for den senest afsluttede regnskabsperiode til told- og skatteforvaltningen. Er regnskabet endnu ikke godkendt af generalforsamlingen ved selvangivelsesfristens udløb, skal der senest 14 dage efter generalforsamlingens afholdelse gives told- og skatteforvaltningen meddelelse om generalforsamlingens beslutning vedrørende regnskabet.
Stk. 3 Skatteministeren kan efter indstilling fra Skatterådet fastsætte regler om opbevaring af det skattemæssige årsregnskab og af regnskabsmateriale, som har betydning for opgørelsen af virksomhedens skattepligtige indkomst. Dette gælder dog ikke regnskabsmateriale omfattet af bogføringslovens § 10, stk. 1-3.
Stk. 4 Foreligger et skattemæssigt årsregnskab m.v. ikke efter de regler, som skatteministeren har fastsat efter stk. 1-3, finder § 5, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse.
Stk. 5 Er en meddelelse som nævnt i stk. 2, 2. pkt., ikke givet rettidigt, og medfører generalforsamlingens beslutning vedrørende regnskabet en forhøjelse af den indkomst, hvoraf skatten beregnes, finder § 5, stk. 1, tilsvarende anvendelse.