Skattestraffesagsloven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af skattestraffesagsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forsvarerbistand og aktindsigt i administrative straffesager på skatteområdet (skattestraffesagsloven)

Lov nr. 1454 af 10. december 2024

Kapitel 2 1 Aktindsigt
§ 6

En forsvarer har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som told- og skatteforvaltningen har tilvejebragt til brug for den sag om strafansvar, som sigtelsen angår. Forsvareren skal have udleveret kopi af materialet, i det omfang det uden ulempe kan kopieres. Forsvareren må ikke uden told- og skatteforvaltningens samtykke overlevere det modtagne materiale til den sigtede eller andre. Told- og skatteforvaltningen giver samtykke, hvis det findes ubetænkeligt.

Stk. 2 Er det nødvendigt af hensyn til sagens opklaring, til tredjemand eller til en anden verserende straffesag, kan told- og skatteforvaltningen give en forsvarer pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra told- og skatteforvaltningen.

§ 7

En sigtet uden forsvarer skal efter anmodning have adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som told- og skatteforvaltningen har tilvejebragt til brug for den sag om strafansvar, som sigtelsen angår. Told- og skatteforvaltningen kan dog afslå anmodningen af de grunde, der følger af § 6, stk. 2. Told- og skatteforvaltningen udleverer efter anmodning kopi af materialet til den sigtede, hvis det findes ubetænkeligt.