En forsvarer har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som told- og skatteforvaltningen har tilvejebragt til brug for den sag om strafansvar, som sigtelsen angår. Forsvareren skal have udleveret kopi af materialet, i det omfang det uden ulempe kan kopieres. Forsvareren må ikke uden told- og skatteforvaltningens samtykke overlevere det modtagne materiale til den sigtede eller andre. Told- og skatteforvaltningen giver samtykke, hvis det findes ubetænkeligt.
Stk. 2 Er det nødvendigt af hensyn til sagens opklaring, til tredjemand eller til en anden verserende straffesag, kan told- og skatteforvaltningen give en forsvarer pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra told- og skatteforvaltningen.