Danske skibe af en længde på 24 m og derover med undtagelse af krigsskibe skal måles og være forsynet med gyldigt internationalt målebrev (1969), jf. dog § 13, stk. 2 og 3. Skibets længde bestemmes i overensstemmelse med konventionens artikel 2, nr. 8.
Stk. 2 Søfartsstyrelsen kan under særlige omstændigheder fritage et skib for måling.
Stk. 3 Udenlandske skibe kan måles og forsynes med målebrev efter reglerne i konventionens artikel 8.
Stk. 4 Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte, at lovens forskrifter med de begrænsninger, som internationale overenskomster og aftaler med andre stater medfører, anvendes på udenlandske skibe, når disse anløber dansk havn.
Stk. 5 For skibe af under 24 m længde fastsætter erhvervs- og vækstministeren nærmere regler om måling og forsyning med målebrev.