Skifteloven Kapitel 10

Denne konsoliderede version af skifteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om ægtefælleskifte m.v.

Lov nr. 594 af 14. juni 2011,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1808 af 3. september 2021

Kapitel 10 1 Sagsbehandlingsregler
Offentlighed
§ 68

Retsmøder i skifteretten foregår for lukkede døre.

Stk. 2 Ved offentlig gengivelse af domme og kendelser må der ikke ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de personer, der er nævnt i afgørelsen, eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse af de nævnte forbud straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 måneder. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Deltagelse i møde ved telekommunikation
§ 69

Skifteretten kan tillade, at en part eller rettergangsfuldmægtig deltager i møder i skifteretten ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan deltagelse er uhensigtsmæssig.

Digital kommunikation
§ 70

Krav om skriftlighed er ikke til hinder for, at meddelelser til skifteretten sendes som digital kommunikation.

Stk. 2 Skifteretten kan bestemme, at en meddelelse til skifteretten skal forsynes med original underskrift, når den finder anledning til det.

§ 71

(Ophævet)

Anvendelse af tvangsskridt
§ 72

Skifteretten kan efter anmodning pålægge en part at give møde, afgive forklaring og fremlægge dokumenter efter retsplejelovens regler om vidnepligt og editionspligt for tredjemand.

Adgangen til aktiver
§ 73

Skifteretten kan efter anmodning skaffe bobehandleren adgang til at besigtige eller en sagkyndig adgang til at vurdere aktiver, der er i en parts besiddelse. Retsplejelovens kapitel 55 finder tilsvarende anvendelse.

Sagkyndig vurdering
§ 74

Skifteretten kan efter anmodning bestemme, at handelsværdien af et bos aktiver eller passiver skal fastsættes ved sagkyndig vurdering.

Stk. 2 Skifteretten udmelder efter anmodning en eller flere sagkyndige til at foretage vurderingen.

Stk. 3 Skifteretten kan efter anmodning indkalde til et møde, hvor den sagkyndige besvarer spørgsmål om vurderingen.

§ 75

Skifteretten kan til brug for udlæg eller boets afslutning efter anmodning bestemme, at der skal indhentes en erklæring fra den eller de sagkyndige om, i hvilket omfang handelsværdien af et aktiv eller passiv på grund af den forløbne tid afviger fra den første vurdering.

§ 76

Skifteretten kan efter anmodning bestemme, at der skal ske omvurdering, hvis

  • 1) der er begået fejl ved vurderingens udførelse, som kan have påvirket vurderingsresultatet,

  • 2) vurderingen ikke i øvrigt er foretaget på betryggende måde eller

  • 3) aktivets eller passivets handelsværdi må antages at afvige væsentligt fra vurderingsresultatet.

§ 77

Skifteretten kan betinge en udmeldelse af, at der stilles sikkerhed for omkostningerne.

Stk. 2 Skifteretten fastsætter om nødvendigt vederlaget til en sagkyndig.

Genoptagelse
§ 78

Skifteretten kan efter anmodning genoptage et bo, der er afsluttet med en stadfæstet boopgørelse, hvis det findes påkrævet, navnlig fordi

  • 1) der er fremkommet yderligere aktiver eller passiver,

  • 2) der er begået væsentlige fejl under bobehandlingen eller

  • 3) der i øvrigt foreligger nye oplysninger af væsentlig betydning for bobehandlingen.

Kære
§ 79

Skifterettens afgørelser kan kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.