Selvom ansøgeren opfylder betingelserne i §§ 5 og 6, kan Social- og Boligstyrelsen kræve, at ansøgeren gennemgår en prøvetid, der ikke må overstige tre år eller går op til en egnethedsprøve, hvis
-
1) den uddannelse, som ansøgeren har, omfatter fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige fra dem, der er omfattet af den uddannelse, som kræves i Danmark, eller
-
2) hvervet som skorstensfejer i Danmark omfatter en eller flere former for lovreguleret erhvervsmæssig virksomhed, der ikke forekommer i det tilsvarende erhverv i ansøgerens hjemland, og denne forskel er karakteriseret ved en særlig uddannelse, som kræves i Danmark, og som omfatter fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige fra dem, der er omfattet af det af ansøgeren fremlagte kursus- eller uddannelsesbevis.
Stk. 2 Hvis Social- og Boligstyrelsen gør brug af den i § 7, stk. 1, nævnte mulighed, skal Social- og Boligstyrelsen give ansøgeren ret til at vælge mellem prøvetid og egnethedsprøve.
Stk. 3 Ved vurderingen af, om en ansøger skal underlægges en prøvetid eller egnethedsprøve, skal Social- og Boligstyrelsen vurdere, hvorvidt de kundskaber, som ansøgeren har erhvervet i løbet af sin erhvervserfaring eller gennem livslang læring i et andet land, helt eller delvist udligner de i stk. 1 nævnte situationer.
Stk. 4 Ansøgeren skal have mulighed for at tage egnethedsprøven senest 6 måneder efter beslutning om at underlægge ansøgeren en egnethedsprøve.