Ansøgning om godkendelse efter § 5, stk. 1, i lov om socialtilsyn skal indgives til socialtilsynet ved anvendelse af den digitale løsning, som Social-, Bolig- og Ældreministeriet stiller til rådighed (digital selvbetjening) på Tilbudsportalen. Ansøgninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af socialtilsynet, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2 Hvis der er særlige forhold, der gør, at en person, der søger om godkendelse som plejefamilie, ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening efter stk. 1, skal socialtilsynet tilbyde, at ansøgningen kan indgives ved anvendelse af det ansøgningsskema, som stilles til rådighed på Tilbudsportalen.
Stk. 3 Socialtilsynet kan helt ekstraordinært ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde undlade at afvise en ansøgning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for socialtilsynet ved at modtage ansøgningen på anden måde end digitalt.
Stk. 4 En digital ansøgning anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for socialtilsynet.