Søloven Afsnit V

Stk. 2 Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse, uanset om det bjærgede fartøj og det fartøj, der har udført bjærgningen, tilhører samme ejer.

Stk. 3 Selv om bjærgning er udført af eller under kontrol af offentlige myndigheder, afgøres bjærgerens ret til betaling efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 4 Bestemmelserne i dette kapitel finder ikke anvendelse på faste eller flydende platforme eller på mobile offshoreboreenheder, når sådanne platforme eller enheder er på plads med henblik på undersøgelser, udnyttelse eller produktion af havbundens mineralforekomster.

Stk. 2 En bjærgningskontrakt eller enhver klausul heri kan tilsidesættes eller ændres, såfremt kontrakten er indgået under urimelig påvirkning eller påvirkning af en faresituation og kontrakten er ubillig, eller såfremt bjærgelønnen i henhold til kontrakten står i misforhold til den ydede hjælp.

Stk. 3 Skibsføreren har fuldmagt til at indgå bjærgningskontrakter på ejerens vegne. Skibsføreren, rederen og ejeren har fuldmagt til at indgå sådanne kontrakter på vegne af ejeren af den ladning, der er om bord på fartøjet.

Stk. 2 Ejeren, rederen og skibsføreren af et fartøj eller ejeren af andre genstande i fare har over for bjærgeren pligt til

• a) at samarbejde fuldt ud med bjærgeren ved bjærgningen,

• b) at udvise fornøden omhu under udførelsen af bjærgningen for at forhindre eller begrænse miljøskade og

• c) at acceptere tilbagelevering, efter at fartøjet eller anden genstand er blevet bragt til et sikkert sted, når dette med rimelighed er begæret af bjærgeren.

Stk. 2 Redning af menneskeliv giver ikke i sig selv ret til bjærgeløn eller særligt vederlag. Den, der har reddet menneskeliv under den fare, der har givet anledning til bjærgningen, eller har medvirket dertil, har ret til en rimelig andel af den bjærgeløn eller det særlige vederlag, som bjærgeren har fået for bjærgning af fartøj eller andre genstande eller for forhindring eller begrænsning af miljøskade.

Stk. 2 Hvis bjærgeren under omstændigheder som anført i stk. 1 ved udførelsen af bjærgning har forhindret eller begrænset miljøskade, kan det særlige vederlag, som ejeren eller rederen skal betale i henhold til stk. 1, forøges med højst 30 pct. af bjærgerens omkostninger. Retten kan dog, hvis den finder det rimeligt og retfærdigt og under hensyn til de relevante kriterier i § 446, forøge det særlige vederlag yderligere, dog således at den samlede forøgelse aldrig må overstige 100 pct. af bjærgerens omkostninger.

Stk. 3 Det samlede særlige vederlag i henhold til denne paragraf skal kun komme til betaling, hvis og i det omfang sådant vederlag overstiger den bjærgeløn, som bjærgeren har ret til i henhold til §§ 445 og 446.

Stk. 4 Bjærgerens omkostninger som omtalt i stk. 1 og 2 er de faktiske udgifter, som bjærgeren med føje har afholdt i forbindelse med bjærgningen, samt en rimelig betaling for det udstyr og mandskab, som er anvendt med føje under bjærgningen, fastsat under hensyn til kriterierne i § 446, litra h, i og j.

Stk. 5 Hvis bjærgeren har optrådt uagtsomt og derved undladt at forhindre eller begrænse miljøskade, kan det særlige vederlag, som han måtte være berettiget til efter denne paragraf, nedsættes eller bortfalde.

Stk. 6 Intet i denne paragraf hindrer nogen ret til regres, som ejeren af fartøjet eller rederen måtte have.

Stk. 2 Der er ikke ret til bjærgeløn eller særligt vederlag for bistand, der er ydet mod et udtrykkeligt og beføjet forbud fra ejer, reder eller skibsfører. Tilsvarende gælder for bistand, der er ydet mod et udtrykkeligt og beføjet forbud fra ejeren af andre genstande i fare, som ikke er eller har været om bord på fartøjet.

Stk. 3 Bjærgelønnen eller det særlige vederlag kan nedsættes eller bortfalde, hvis bjærgningen er foranlediget eller vanskeliggjort af bjærgerens fejl eller forsømmelse, eller hvis bjærgeren har gjort sig skyldig i bedrageri eller anden uhæderlig adfærd.

Stk. 2 Af den resterende del af bjærgelønnen tilfalder tre femtedele rederiet, medens resten fordeles med en tredjedel til skibsføreren og to tredjedele til det egentlige mandskab. Mandskabets part fordeles i forhold til den enkeltes hyre. Skibsførerens andel skal dog mindst udgøre det dobbelte af den højst lønnede sømands andel. En lods om bord i det bjærgende fartøj deltager i fordelingen, selv om han ikke er ansat i rederiets tjeneste. Der tillægges ham i så fald samme andel som højeste styrmand.

Stk. 3 Har nogen under bjærgningen gjort en særlig fortjenstfuld indsats eller udsat sig for en ganske særlig fare, kan der ydes den pågældende særskilt godtgørelse. Begrundet begæring herom må indsendes til rederen inden en måned efter, at bjærgningen er afsluttet.

Stk. 4 Bestemmelserne i stk. 1 og 2 om bjærgelønnens fordeling kan ved forudgående aftale fraviges til ugunst for skibsfører eller mandskab, når aftalen er indgået i forbindelse med forhyringen og gælder udførelsen af et bestemt bjærgningsforetagende. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan ligeledes fraviges ved forudgående aftale, når de pågældende er forhyret med et fartøj, der er særligt udrustet til eller bliver udrustet til bjærgningsvirksomhed eller på anden måde er egnet til bjærgning og dette indgår eller kan indgå som en del af skibets normale drift.

Stk. 5 Bjærgeløn kan fordeles på anden måde end fastsat i stk. 1 og 2, såfremt særlige grunde såsom formålet med fartøjets anvendelse eller den måde, hvorpå de ombordværende er aflønnet, taler for en anden fordeling.

Stk. 6 Så snart bjærgelønnen er fastsat ved aftale eller endelig dom, sender rederen ved anbefalet brev enhver, der er berettiget til andel i bjærgelønnen, underretning om dennes størrelse tillige med en plan for bjærgelønnens fordeling efter bestemmelserne i denne paragraf.

Stk. 7 Indsigelse mod fordelingen af bjærgelønnen skal fremsættes over for rederen inden tre måneder efter, at den i stk. 6 omhandlede meddelelse er afsendt.

Stk. 8 Fordelingen mellem ethvert bjærgende fartøjs reder, skibsfører og andre ansatte om bord skal ske i henhold til flagstatens lovgivning. Hvis bjærgningen ikke er udført fra et fartøj, skal fordelingen ske i henhold til den lovgivning, der gælder for retsforholdet mellem bjærgeren og hans ansatte.

Stk. 2 Det bjærgede fartøjs reder skal medvirke til at sikre, at ladningsejeren stiller sikkerhed for kravet imod denne, herunder for renter og omkostninger, før lasten bliver frigivet.

Stk. 3 Det bjærgede fartøj og andre genstande må ikke uden bjærgerens tilladelse fjernes fra den havn eller det sted, hvortil det bjærgede er blevet bragt umiddelbart efter bjærgningens afslutning, førend sikkerhed er blevet stillet for bjærgerens krav, herunder for renter og omkostninger, mod det pågældende fartøj eller de pågældende genstande.

Stk. 4 Den domstol eller voldgiftsret, som har jurisdiktion over bjærgerens krav, kan ved en foreløbig afgørelse bestemme, at bjærgeren skal have udbetalt et rimeligt acontobeløb, på sådanne betingelser, herunder betingelser vedrørende sikkerhed, som følger af sagens omstændigheder.

Stk. 2 Ingen bestemmelser i dette kapitel kan danne grundlag for beslaglæggelse, arrest eller tilbageholdelse af en ikkeforretningsmæssig last, som ejes af en stat, og som på bjærgningstidspunktet havde krav på suveræn immunitet efter de almindelige principper i folkeretten, medmindre den fremmede stat samtykker.

Stk. 3 Ingen bestemmelser i dette kapitel kan danne grundlag for beslaglæggelse, arrest eller tilbageholdelse af en humanitær last, der er doneret af en stat, hvis denne stat har indvilget i at betale for udført bjærgning af denne last.

Stk. 2 Rederen skal efter et almindeligt havari nægte at udlevere ladningen eller andet gods, hvis ejeren ikke påtager sig personligt ansvar for et eventuelt havaribidrag og stiller betryggende sikkerhed derfor.

Stk. 2 Er omkostninger, der henføres under særligt havari, anvendt under et for skib og ladning eller for flere dele af ladningen, fordeles de i rimeligt forhold på de genstande, til hvis fordel de er anvendt. Omkostninger, der er anvendt på at bjærge ladningen, bæres forholdsvis af denne og af den fragt, der udredes af det bjærgede gods.

Stk. 2 Enhver, som påviser en retlig interesse heri, kan få adgang til at gøre sig bekendt med skibsbøgernes indhold og til mod betaling af få afskrift af dem, så vidt vedkommendes interesse rækker. Medmindre erhvervsministeren i det enkelte tilfælde giver påbud herom, gælder dette dog ikke i tilfælde, hvor skibsbogstilførslen vedrører sammenstød med fremmed skib, jf. herved § 163, såfremt der ikke er tilsvarende adgang til at blive bekendt med det fremmede skibs bøger.

Stk. 3 Enhver dagbog skal, når den er udskrevet, opbevares i mindst 3 år efter datoen for sidste indførsel. Hvis der for retten er rejst sag vedrørende skibets rejser i det tidsrum, dagbogen omfatter, skal den opbevares, indtil sagen endeligt er afgjort.

Stk. 4 For skibsbøger, som er ført på et finsk, norsk eller svensk skib, finder reglerne i stk. 2 tilsvarende anvendelse, når skibet befinder sig i dansk havn.

Stk. 5 Bestemmelserne i stk. 2 og 4 finder tilsvarende anvendelse på kladder til skibsbøger samt på optegnelser, som gøres på mekanisk måde vedrørende skibets navigering eller andre forhold, som skal indføres i skibsbøgerne. Bestemmelserne i stk. 3 finder ligeledes tilsvarende anvendelse, medmindre erhvervsministeren bestemmer andet.

Stk. 2 Søforklaring kan afholdes her i riget for et udenlandsk skib, når

• 1) begæring herom fremsættes af skibsføreren eller rederen for det udenlandske skib eller af myndighederne i det land, hvor skibet er registreret,

• 2) der i dansk søterritorium eller i den eksklusive økonomiske zone er sket betydelig skade på person eller miljø eller

• 3) der uden for de i nr. 2 nævnte områder er sket en ulykke til søs med væsentlig tilknytning til Danmark og betydelig personskade til følge, såfremt begæring herom fremsættes af Søfartsstyrelsen eller Den Maritime Havarikommission og skibet på tidspunktet for begæringen befinder sig i dansk havn.

Stk. 3 Den, der begærer søforklaring for et udenlandsk skib efter stk. 2, skal have en væsentlig retlig interesse deri.

Stk. 2 Retten afgør, hvorvidt afholdelse af søforklaring er nødvendig af hensyn til det i § 472 nævnte formål.

Stk. 3 Begæring om søforklaring i Finland, Norge eller Sverige indgives til den domstol, som efter det pågældende lands lovgivning er kompetent til at afholde søforklaring.

Stk. 4 Begæring om søforklaring i andre lande end Danmark, Finland, Norge eller Sverige fremsat af erhvervsministeren, rederen eller skibsføreren indgives til en dansk udenrigsrepræsentation, jf. § 476, stk. 2. Begæring fremsat af andre indgives til en af de i § 476, stk. 1, nævnte retter.

Stk. 5 Den, der begærer søforklaring, skal så vidt muligt oplyse, hvem retten skal indkalde, og endvidere samtidig med indgivelse af begæringen sende kopi af denne til dem, der kan antages at have interesser at varetage ved søforklaringen.

Stk. 6 Fremkommer rekvirenten ved indgivelse af begæring om afholdelse af søforklaring ikke med de oplysninger, som med rimelighed kan forlanges, kan retten afvise begæringen. Retten kan indrømme rekvirenten en frist til at afhjælpe denne mangel.

Stk. 2 I udlandet kan søforklaring afholdes for en dansk udenrigsrepræsentation, der af udenrigsministeren er bemyndiget til at modtage sådanne forklaringer, jf. dog § 475, stk. 3. Findes ingen sådan dansk udenrigsrepræsentation i det pågældende land, kan søforklaring afgives for en dertil kompetent finsk, norsk eller svensk udenrigsrepræsentation.

Stk. 2 Til det retsmøde, hvor søforklaringen afholdes, indkaldes de personer, der antages at kunne give oplysninger i sagen. Indkaldelse af skibsmandskab kan ske gennem skibsføreren. Retten underretter så vidt muligt skibets ejer, skibets reder, ladningsejere, assurandører, klassifikationsselskab og andre, som kan have retlige interesser at varetage ved søforklaringen, om retsmødet. Rederen har pligt til at afgive oplysninger om disses identitet til retten.

Stk. 3 Retten giver Søfartsstyrelsen, Den Maritime Havarikommission og politidirektøren meddelelse om begæringen om afholdelse af søforklaringen.

Stk. 4 Alle, som har retlig interesse deri, har adgang til at gøre sig bekendt med sagens akter og har mulighed for at stille spørgsmål under søforklaringen. Dette gælder ikke i de tilfælde, hvor der i medfør af § 479, stk. 3, er truffet beslutning om, at søforklaringen skal afholdes for lukkede døre.

Stk. 2 Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 18 om vidneforklaring i borgerlige sager finder i øvrigt med de fornødne lempelser anvendelse på indkaldelse til og afholdelse af søforklaring.

Stk. 3 Af forklaringerne optages efter retsformandens nærmere bestemmelse et referat. Bemærkning om dets godkendelse optages i retsbogen.

Stk. 2 I tilfælde af sammenstød mellem et dansk og et udenlandsk skib kan der dog kun afholdes søforklaring vedrørende det danske skib, hvis Søfartsstyrelsen, Den Maritime Havarikommission eller rederen begærer det, eller hvis der ifølge § 474 , stk. 2, eller lovgivningen i det udenlandske skibs hjemland skal afholdes søforklaring vedrørende det udenlandske skib.

Stk. 3 Hvis søforklaring angående skibssammenstød, jf. § 163, ikke afholdes på samme tidspunkt for begge skibe, kan retten på begæring af rederen, skibsføreren eller anden, der har begæret søforklaringen for det skib, for hvilket søforklaring først afholdes, beslutte, at retsmødet skal holdes for lukkede døre, og at kun repræsentanter for offentlige myndigheder og for rederen må være til stede. Tilsvarende gælder, hvis søforklaring kun afholdes for det ene skib. Bestemmelserne om dørlukning i retsplejelovens kapitel 2 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 Pligten til at hemmeligholde forhandlingerne efter stk. 3 bortfalder dog, når søforklaring er afholdt vedrørende det andet skib, eller når den, der har begæret at afholde retsmødet for lukkede døre, giver afkald over for retten på denne beskyttelse.

Stk. 5 Når søforklaring er afholdt for lukkede døre i henhold til stk. 3, må der, indtil søforklaring er afholdt vedrørende det andet skib, kun meddeles udskrift af retsbogen og sagens dokumenter til offentlige myndigheder og rederen.

Stk. 2 Retten kan kræve, at der stilles sikkerhed for de udgifter, som søforklaringen kan medføre.

Stk. 3 Ved søforklaringer i udlandet efter § 475, stk. 4, afholder de personer, der deltager, jf. § 477, stk. 2, hver sine omkostninger. Gebyrbetaling i henhold til reglerne om betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten samt rejse- og opholdsudgifter for den danske udenrigsrepræsentation afholdes af den, der begærer søforklaring. Hvis søforklaring begæres af Søfartsstyrelsen eller Den Maritime Havarikommission, afholdes disse udgifter dog af rederen.

Stk. 2 Kommissionens behandling af sagen sker efter reglerne om undersøgelseskommissioner, hvor en dommer er formand, i lov om undersøgelseskommissioner kapitel 5, 7-9 samt §§ 29-31. Kommissionen afgør, om dens møder skal være offentlige.

Stk. 3 Når undersøgelsen er afsluttet, fremkommer kommissionen med en redegørelse om de fremkomne oplysninger om årsagen til ulykken samt eventuelt med forslag til foranstaltninger, der vil være egnede til at forebygge ulykke og ulykkesrisiko af samme eller lignende art. Kommissionens redegørelse og eventuelle forslag kan af erhvervsministeren stilles til rådighed for pressen.

Stk. 2 Ved ladningsskade af væsentligt omfang, som kan skyldes mangler ved stuvningen og sikringen af godset, lugernes tilstand eller lignende, skal besigtigelsen afholdes, før losningen påbegyndes.

Stk. 3 Ladningsejeren skal straks underrettes om, at besigtigelse vil blive afholdt og har ret til at deltage heri.

Stk. 2 Rettens afgørelse om henvisning til en anden ret efter § 475, stk. 1, 2. pkt., kan ikke kæres.

Stk. 3 Rettens afgørelser efter dette kapitel træffes ved kendelse.