Kapitel 15 1 Om befordring af passagerer og rejsegods
Ved bortfragter forstås i dette kapitel den, som erhvervsmæssigt eller mod vederlag ved aftale påtager sig befordring med skib af passagerer eller af passagerer og rejsegods. Bortfragteren kan være reder, befragter (underbortfragter) eller anden.
Stk. 2 Ved passager forstås den person, der befordres eller skal befordres med skib i henhold til en befordringsaftale, samt den, som med bortfragterens samtykke ledsager et køretøj eller levende dyr, som dækkes af en aftale om befordring af gods.
Stk. 3 Ved rejsegods forstås enhver genstand, herunder køretøj, som befordres i tilslutning til en aftale om passagerbefordring. Ved håndbagage forstås rejsegods, som passageren har i sin varetægt eller i sin kahyt, eller som passageren medfører i eller på sit køretøj. Reglerne om rejsegods anvendes ikke, hvis godset befordres i henhold til et certeparti eller konnossement eller et dokument, som benyttes ved godsbefordring.
Dette kapitel finder ikke anvendelse, såfremt befordringen er underkastet international konvention om befordring med andet transportmiddel.
Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 392/2009 af 23. april 2009 om transportørers erstatningsansvar ved ulykker under søtransport af passagerer (Athenforordningen) gælder tillige for aftaler om transport af passagerer i national fart med klasse-C- og -D-passagerskibe og skibe, der medbringer højst 12 passagerer, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 Klasse-C- og -D-passagerskibe og skibe, der medbringer højst 12 passagerer, i national fart er ikke ansvarlige for passagerskader som følge af terror eller passagerskader omfattet af kravene om erstatning for handicaphjælpemidler, forskudsbetaling og oplysningspligt i den forordning, der er nævnt i stk. 1. Sådanne skibe er heller ikke omfattet af krav om certifikat for forsikring.
Stk. 3 Athenforordningen nævnt i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på aftaler om transport af passagerer i national og international fart, som ikke er omfattet af forordningen.
Stk. 4 Athenforordningen nævnt i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på aftaler om transport af passagerer på et skib, som anløber eller forlader dansk havn eller andet last- og lossested i Danmark eller på den danske kontinentalsokkel, eller som udfører opgaver på dansk søterritorium, og hvor skaden, som er omfattet af Athenkonventionen af 1974 angående transport af passagerer og deres bagage til søs som ændret ved protokollen af 2002 (2002-Athenkonventionen), indtræder på et af disse steder.
Rederen for klasse-C- og -D-passagerskibe og skibe, der medbringer højst 12 passagerer, i national fart skal have en ansvarsforsikring.
Stk. 2 Søfartsstyrelsen kan fastsætte regler om, hvilke skibe der skal anses for at udføre transport med højst 12 passagerer, om kravene til ansvarsforsikring m.v. og om, at bevis for forsikring skal medbringes om bord og på forlangende forevises myndighederne.
Søfartsstyrelsen kan fastsætte regler om udstedelse af certifikat for forsikring og om gebyr for udstedelse af certifikatet. Certifikatet skal opbevares om bord og på forlangende forevises myndighederne.
Dersom nogen, som følger med et skib uden at være passager eller høre til besætningen, bliver dræbt eller lider tab som nævnt i §§ 418 og 419, finder bestemmelserne om indsigelser og ansvarsbegrænsning i dette kapitel tilsvarende anvendelse til fordel for enhver, imod hvem erstatningsansvar gøres gældende.
Bortfragteren skal sørge for, at skibet er sødygtigt, herunder at det er tilstrækkeligt bemandet, provianteret og udrustet og i forsvarlig stand til modtagelse og befordring af passagerer. Bortfragteren skal sørge for den sikre befordring af passageren og dennes rejsegods og i øvrigt varetage passagerens tarv på forsvarlig måde.
Stk. 2 Uden hjemmel i aftale eller sædvane kan bortfragteren ikke laste rejsegods på dæk.
Stk. 3 Rejsen skal udføres med tilbørlig hurtighed. Deviation kan kun gøres for at redde menneskeliv, for at bjærge skib eller gods eller af anden rimelig grund.
Er en bestemt person angivet i aftalen som passager, kan denne ikke overdrage sine rettigheder efter aftalen til en anden. Er rejsen begyndt, kan passageren ikke i noget tilfælde overdrage sine rettigheder.
Passageren skal overholde de forskrifter, der gives for orden og sikkerhed om bord.
Stk. 2 Bestemmelserne i sømandsloven om adgang til at benytte foranstaltninger over for besætningen, der er nødvendige for at opretholde ordenen om bord, og om optagelse af forklaring finder tilsvarende anvendelse.
Passageren må medtage rejsegods i rimeligt omfang.
Stk. 2 Ved passageren, at rejsegods kan medføre fare eller væsentlig ulempe for skib, liv eller andet gods, skal denne oplyse bortfragteren herom, før rejsen begynder. Det samme gælder, såfremt andet rejsegods end håndbagage skal behandles med særlig omhu. Beskaffenheden af gods som nævnt i 1. og 2. pkt. skal så vidt muligt være angivet på godset, før rejsen begynder.
Bortfragteren kan nægte passageren tilladelse til at medtage rejsegods, som kan volde fare eller væsentlig ulempe for skib, liv eller andet gods.
Stk. 2 Er sådant rejsegods lastet, uden at bortfragteren har kendt dets beskaffenhed, kan han efter omstændighederne losse, uskadeliggøre eller tilintetgøre godset uden pligt til at erstatte skaden eller tabet på godset. Det samme gælder, selv om bortfragteren ved indlastningen kendte rejsegodsets beskaffenhed, såfremt det senere viser sig at medføre en sådan fare for skib, liv eller andet gods, at det ikke er forsvarligt at beholde det om bord.
Har rejsegods forårsaget skade eller tab for bortfragteren, skal passageren betale erstatning, såfremt vedkommende selv eller nogen, denne svarer for, har forvoldt skaden eller tabet ved fejl eller forsømmelse.
Bortfragteren skal ikke udlevere andet rejsegods end håndbagage, før passageren har betalt for befordringen og for kost og udlæg under rejsen. Betaler passageren ikke, kan godset oplægges under sikker forvaring for passagerens regning, og bortfragteren kan ved offentlig auktion eller på anden betryggende måde sælge så meget, at den pågældendes krav og omkostninger bliver dækket.
Såfremt aftalen gælder et bestemt skib og dette går tabt eller bliver erklæret for uistandsætteligt, forinden rejsen er begyndt, bortfalder bortfragterens pligt til at udføre befordringen.
Stk. 2 Bliver skibets afgang fra det sted, hvor rejsen begynder, væsentligt forsinket, kan passageren hæve aftalen.
Indtræffer under rejsen et sådant ophold, at det ikke med rimelighed kan forlanges, at passageren skal vente, eller går skibet tabt, eller bliver det erklæret for uistandsætteligt, efter at en del af rejsen er udført, skal bortfragteren sørge for, at passageren og dennes rejsegods bliver befordret videre til bestemmelsesstedet på passende måde, og bære de dermed forbundne omkostninger. Undlader bortfragteren dette inden for en rimelig tid, kan passageren hæve aftalen.
Stk. 2 Må passageren i en mellemhavn opholde sig i land på grund af havari eller andet forhold vedrørende skibet, skal bortfragteren sørge for passende logi og kost og bære de dermed forbundne omkostninger.
Tiltræder passageren ikke rejsen, eller afbryder den pågældende den, har bortfragteren ret til det aftalte vederlag, medmindre passageren er død eller hindret ved sygdom eller anden rimelig grund og bortfragteren underrettes herom uden ugrundet ophold. I vederlaget fradrages de besparelser, bortfragteren har eller burde have opnået.
Viser der sig, efter at befordringsaftalen er indgået, at udførelse af rejsen vil medføre fare for passageren eller for skibet som følge af krig, blokade, oprør, borgerlige uroligheder, sørøveri eller andet væbnet overfald, eller at faren herfor er blevet væsentligt forøget, kan såvel bortfragteren som passageren hæve befordringsaftalen uden pligt til at betale erstatning, selv om rejsen er begyndt. Den, som vil hæve aftalen, skal give meddelelse herom uden ugrundet ophold. Undlader den pågældende dette, skal denne erstatte den deraf følgende skade.
Afbryder passageren rejsen på grund af forhold, som ikke kan lægges denne til last, jf. § 415, eller hæves befordringsaftalen i medfør af § 414, eller efter at rejsen er påbegyndt i medfør af § 416, har bortfragteren ret til en forholdsmæssig del af det aftalte vederlag. § 341, stk. 2, om beregning af afstandsfragt finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2 Har bortfragteren modtaget betaling ud over, hvad der herefter tilkommer den pågældende, skal denne betale det overskydende tilbage.
Bortfragteren er forpligtet til at erstatte tab eller skade som følge af forsinkelse i forbindelse med befordring af passagerer, hvis forsinkelsen skyldes fejl eller forsømmelse udvist af bortfragteren selv eller nogen, som denne svarer for.
Bortfragteren er forpligtet til at erstatte tab eller skade som følge af forsinkelse i forbindelse med befordring eller udlevering af rejsegods, hvis forsinkelsen skyldes fejl eller forsømmelse udvist af bortfragteren selv eller nogen, som denne svarer for.
Ved tab som følge af forsinkelse har bortfragteren bevisbyrden for, at tabet ikke skyldes fejl eller forsømmelse udvist af den pågældende selv eller nogen, som denne svarer for.
Bortfragterens ansvar for tab som følge af forsinkelse i forbindelse med befordring af passageren kan ikke overstige 4.150 SDR.
Stk. 2 Bortfragterens ansvar for tab, som følge af at rejsegods er forsinket, kan ikke overstige
-
1) 1.800 SDR pr. passager for håndbagage,
-
2) 10.000 SDR pr. køretøj og
-
3) 2.700 SDR pr. passager for andet rejsegods.
Stk. 3 Begrænsningsbeløbene i stk. 1 og 2 gælder for hver enkelt rejse.
Stk. 4 De i stk. 1 og 2 fastsatte grænser for erstatningens størrelse omfatter ikke renter og sagsomkostninger.
Stk. 5 Ved SDR forstås den i § 152, stk. 2 omhandlede regneenhed.
Stk. 6 Ved en skriftlig og udtrykkelig aftale mellem passageren og bortfragteren kan der fastsættes en højere ansvarsgrænse end den i stk. 1 og 2 nævnte.
Bortfragteren kan i det opståede tab foretage fradrag på højst 20 SDR pr. passager for tab som følge af forsinkelse.
Bestemmelserne om bortfragterens indsigelser og om grænserne for dennes ansvar finder anvendelse, selv om kravet mod den pågældende ikke grundes på befordringsaftalen.
Udføres en befordring helt eller delvis af en anden end bortfragteren, forbliver denne dog ansvarlig, som om den pågældende selv havde udført hele befordringen. Bestemmelserne i dette kapitel finder herved tilsvarende anvendelse.
Stk. 2 Ved befordring, som udføres med skib, er den, som udfører befordringen, kun ansvarlig for sin del af befordringen efter samme regler som bortfragteren. Aftale, hvorved bortfragteren påtager sig ansvar ud over det, der er fastlagt i dette kapitel, er ikke bindende for den, der udfører befordringen, medmindre denne har samtykket heri.
Stk. 3 Bortfragteren og den, der er ansvarlig efter stk. 2, hæfter solidarisk.
Bestemmelserne om bortfragterens indsigelser og ansvarsbegrænsning gælder tilsvarende for den, som bortfragteren svarer for efter § 151 og § 426, stk. 1. Summen af de erstatningsbeløb, som bortfragteren og de personer, som denne svarer for, kan tilpligtes at udrede, må ikke overstige den for bortfragteren fastsatte ansvarsgrænse. Hver enkelt er alene ansvarlig op til den grænse, som gælder for den pågældende.
Stk. 2 Bestemmelsen i stk. 1 kan ikke påberåbes af den, som har forvoldt skaden forsætligt eller groft uagtsomt og med forståelse af, at sådan skade sandsynligvis ville blive forårsaget.
Har en passager lidt skade på person eller som følge af forsinkelse i forbindelse med befordringen, kan erstatningskrav kun rejses af passageren selv eller af nogen, som er indtrådt i vedkommendes retsstilling.
Søgsmål om befordring af passagerer og rejsegods kan kun indbringes for
-
1) domstolen på det sted, hvor sagsøgte har sin bopæl eller sit hovedforretningssted,
-
2) domstolen på afgangsstedet eller på bestemmelsesstedet i henhold til transportaftalen.
Stk. 2 Efter at der er opstået en retstvist, kan parterne dog aftale et andet værneting eller henskyde sagen til afgørelse ved voldgift.
Stk. 3 Stk. 1 og 2 gælder dog ikke, hvis andet følger af lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område eller lov om EF-domskonventionen m.v., herunder bekendtgørelser udstedt i medfør af disse love.
Reglerne i §§ 411-429 samt § 501, stk. 1, nr. 3 og 4, kan ikke ved forhåndsaftale fraviges til skade for passageren ved befordring mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige og ved indenrigsfart i disse stater samt anden fart til eller fra disse stater, selv om fremmed ret i øvrigt skal anvendes på befordringen.
Uanset § 430 kan bortfragteren ved befordring af passagerer forbeholde sig ansvarsfrihed ved forsinkelse for tiden, før passageren går om bord, og efter at passageren er kommet i land, men dog ikke for søtransport mellem skib og land eller omvendt, såfremt billetprisen omfatter denne transport eller den udføres af et transportmiddel, der er stillet til rådighed af bortfragteren.
Stk. 2 For håndbagage, der ikke befinder sig i eller på et medfølgende køretøj, kan bortfragteren forbeholde sig ansvarsfrihed ved forsinkelse for tiden, før godset bliver bragt om bord, og efter at det er bragt i land, dog ikke for søtransport mellem skib og land som nævnt i stk. 1 eller for den tid, godset er i bortfragterens varetægt, medens passageren befinder sig på kaj, i terminal eller i en anden havneinstallation.
Stk. 3 Bortfragteren kan i alle tilfælde forbeholde sig ansvarsfrihed for så vidt angår levende dyr, der befordres som rejsegods.
(Ubenyttede)