Skibe, som er færdigbyggede og har en bruttotonnage på 20 eller derover, skal af ejeren anmeldes til registrering i skibsregistret.
Stk. 2 Skibe med en bruttotonnage på 5 eller derover, men under 20, kan på ejerens begæring registreres i skibsregistret. Dette gælder dog ikke fritidsfartøjer.
Stk. 3 Skibe, som er under bygning her i riget, kan på ejerens begæring optages i en særlig afdeling af skibsregistret (skibsbygningsregistret), hvis skibets bygning er så vidt fremskreden, at skibet på betryggende måde kan identificeres, og hvis dets bruttotonnage skønnes at blive målt til mindst 5. Er skibet under bygning med henblik på brug til fritidsformål, kan det dog kun optages i skibsbygningsregisteret, såfremt dets bruttotonnage skønnes at ville blive målt til mindst 20.