Er der hverken gennem søforklaringen eller andre i sagens anledning foretagne offentlige undersøgelser tilvejebragt fyldestgørende oplysning om ulykkens årsag, og ulykkens karakter eller hensynet til betryggelsen af sikkerheden til søs begrunder det, kan erhvervsministeren i særlige tilfælde, navnlig når yderligere undersøgelser må antages at blive særlig omfattende og undersøgelserne vil kræve samvirke af sagkyndige på flere områder, nedsætte en særlig undersøgelseskommission til behandling af sagen. Kommissionen skal bestå af en dommer som formand og et af erhvervsministeren i den enkelte sag nærmere fastsat antal personer, der er i besiddelse af fornøden nautisk og teknisk sagkundskab.
Stk. 2 Kommissionens behandling af sagen sker efter reglerne om undersøgelseskommissioner, hvor en dommer er formand, i lov om undersøgelseskommissioner kapitel 5, 7-9 samt §§ 29-31. Kommissionen afgør, om dens møder skal være offentlige.
Stk. 3 Når undersøgelsen er afsluttet, fremkommer kommissionen med en redegørelse om de fremkomne oplysninger om årsagen til ulykken samt eventuelt med forslag til foranstaltninger, der vil være egnede til at forebygge ulykke og ulykkesrisiko af samme eller lignende art. Kommissionens redegørelse og eventuelle forslag kan af erhvervsministeren stilles til rådighed for pressen.