En arbejdsgiver med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark skal være godkendt af told- og skatteforvaltningen til at udbetale skattefri nettoløn efter §§ 5-8. Godkendelsen må ikke være tilbagekaldt, jf. stk. 3.
Stk. 2 Told- og skatteforvaltningen godkender en arbejdsgiver efter stk. 1, når følgende betingelser er opfyldt:
-
1) Arbejdsgiveren skal være berettiget til at udbetale nettoløn efter §§ 5-8.
-
2) Arbejdsgiveren skal opfylde de betingelser, der stilles til en tilsvarende arbejdsgiver med skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, og indvillige i at påtage sig de forpligtelser, der påhviler en tilsvarende arbejdsgiver med skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister.
-
3) Det skal være muligt i medfør af Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF med senere ændringer, en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden aftale om udveksling af oplysninger at verificere arbejdsgiverens dokumentation vedrørende forpligtelserne som nævnt i nr. 2.
Stk. 3 Told- og skatteforvaltningen tilbagekalder en godkendelse efter stk. 1, hvis betingelserne for godkendelse ikke længere er opfyldt. Tilbagekaldes godkendelsen, ophører arbejdsgiverens mulighed for at udbetale skattefri nettoløn efter §§ 5-8 på tidspunktet for tilbagekaldelsen.
Stk. 4 Omregning fra fremmed valuta i forbindelse med indberetning af nettoløn efter §§ 5-8 sker til Nationalbankens middelkurs på forfalds- eller udbetalingstidspunktet.