Spilleafgiftsloven

Denne konsoliderede version af spilleafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgifter af spil

Lov nr. 698 af 25. juni 2010,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1209 af 13. august 2020,
som ændret ved lov nr. 2226 af 29. december 2020, lov nr. 375 af 28. marts 2022 og lov nr. 1177 af 19. november 2024

Loven er konsolideret med senere ændringer. Her kan du se hvilke ændringslove, som er indarbejdet.

  • Ændringsloven er implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er delvist implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er endnu ikke implementeret i den konsoliderede lov

Der er 26 afgørelser, der citerer denne lov.
Søg i disse afgørelser:

Fra
Til
Instans/myndighed
Afgørelsestype

Der er 9647 afgørelser, som er markeret som tilhørende relaterede retsområder.
Søg i disse afgørelser:

  • Afgiftsret
Fra
Til
Instans
Afgørelsestype
Kapitel 1 1 Lovens anvendelsesområde
§ 1

Udbud eller arrangement af spil er afgiftspligtigt, i det omfang det følger af reglerne i denne lov.

Stk. 2 Loven finder anvendelse her i landet, i internationalt farvand og luftrum, når en transport heri er nødvendig for drift mellem en dansk havn eller lufthavn og rutens endelige destination, og på danske fartøjer, der befinder sig i andre landes farvande, såfremt aftale herom er indgået med det pågældende land.

Stk. 3 Gevinster fra spil, der er omfattet af denne lov eller af § 3, stk. 3, eller § 10 i lov om spil, medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Tilsvarende gælder for gevinster vundet i spil, der svarer til de spil, som er nævnt i 1. pkt., og som udbydes eller arrangeres i et andet EU- eller EØS-land og er tilladt i dette land.

Kapitel 2 1 Afgiftspligtige spil
Lotteri
§ 2

Indehaveren af tilladelse til udbud af lotterier efter § 6 i lov om spil skal af gevinster betale en afgift på 15 pct. beregnet af den del af gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr.

Klasselotteri
§ 3

Indehavere af tilladelse til udbud af klasselotteri efter § 8 i lov om spil skal af gevinster betale en afgift på 15 pct. beregnet af den del af gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr.

§ 4

Indehaveren af Danske Spil A/S’ tilladelse til udbud af klasselotteri skal betale en afgift på 6 pct. af indskudssummen.

Landbaseret bingo
§ 5

Indehavere af tilladelse til at udbyde landbaseret bingo efter § 10 a i lov om spil skal betale en afgift beregnet som en procentdel af bruttospilleindtægten. I 2025 udgør procenten 28. I 2026 udgør procenten 33. I 2027 udgør procenten 38. Fra og med den 1. januar 2028 udgør procenten 41.

Væddemål
§ 6

Indehavere af tilladelse til udbud af væddemål efter § 11 i lov om spil skal betale en afgift på 28 pct. af bruttospilleindtægten, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Af væddemål, der afvikles gennem et system beregnet til at muliggøre indgåelse af væddemål spillerne imellem (en væddemålsbørs), beregnes afgiften nævnt i stk. 1 af det beløb, som tilladelsesindehaveren har taget i kommission.

§ 7

(Ophævet).

Lokale puljevæddemål
§ 8

Indehavere af tilladelse til udbud af lokale puljevæddemål i forbindelse med heste- og hundevæddemål, cykelløb på bane og kapflyvning med duer efter § 13 i lov om spil skal betale en afgift på 11 pct. af indskudssummen med et fradrag på 20.000 kr. (2010-niveau) pr. afholdt løbsdag. Der kan dog højst foretages fradrag for 24 løbsdage inden for et kalenderår.

§ 9

Fradragsbeløbet nævnt i § 8 reguleres efter personskattelovens § 20.

Landbaseret kasino
§ 10

Indehavere af tilladelse til udbud af spil i landbaserede kasinoer efter § 14 i lov om spil skal betale en afgift på 45 pct. af bruttospilleindtægten fratrukket værdien af spillemærkerne i troncen. Der skal endvidere betales en tillægsafgift på 30 pct. af den del af bruttospilleindtægten fratrukket værdien af spillemærker i troncen, der overstiger 3.656.300 kr. (2010-niveau).

Stk. 2 Ved afholdelse af turneringer kan det afgiftspligtige beløb ikke være mindre end 4 pct. af de samlede indskud i turneringerne.

Stk. 3 Beløbet i stk. 1 reguleres efter personskattelovens § 20.

Onlinekasino
§ 11

Indehavere af tilladelse til udbud af spil i et onlinekasino efter § 18 i lov om spil skal betale en afgift på 28 pct. af bruttospilleindtægten.

Stk. 2 Af onlinespil, hvor der tages kommission, beregnes afgiften i stk. 1 af det beløb, som tilladelsesindehaveren har taget i kommission.

Gevinstgivende spilleautomater i spillehaller og restaurationer
§ 12

Indehavere af tilladelse til udbud af spil på spilleautomater med gevinster efter § 19 i lov om spil skal betale en afgift på 41 pct. af bruttospilleindtægten.

Stk. 2 Der skal af spilleautomater opstillet i en restauration ud over den i stk. 1 nævnte afgift betales en afgift på 30 pct. af den del af bruttospilleindtægten, der i afgiftsperioden overstiger 27.400 kr. (2010-niveau).

Stk. 3 Der skal af spilleautomater opstillet i en spillehal ud over den i stk. 1 nævnte afgift betales en afgift på 30 pct. af den del af bruttospilleindtægten, der i afgiftsperioden overstiger 228.500 kr. (2010-niveau). Beløbet på 228.500 kr. (2010-niveau) tillægges 2.700 kr. (2010-niveau) pr. spilleautomat for indtil 50 spilleautomater og 1.350 kr. (2010-niveau) pr. spilleautomat derudover.

Stk. 4 Afgiften efter stk. 1-3 opgøres særskilt for hver enkelt restauration eller spillehal.

Stk. 5 Beløbene i stk. 2 og 3 reguleres efter personskattelovens § 20.

§ 13

(Ophævet)

Spil i forbindelse med offentlige forlystelser
§ 14

Indehavere af tilladelse til udbud af spil i forbindelse med offentlige forlystelser, jf. § 23, stk. 1 i lov om politiets virksomhed, skal af gevinster betale en afgift på 17,5 pct. For kontantgevinster beregnes afgiften af den del af gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr. For andre gevinster beregnes afgiften af den del af gevinstens handelsværdi, der overstiger 750 kr.

Spil uden indsats
§ 15

Der skal af gevinster vundet i spil, der i henhold til § 3, stk. 2, i lov om spil kan udbydes uden tilladelse eller anmeldelse til spillemyndigheden, og som må anses for offentlige, betales en afgift på 17,5 pct. For kontantgevinster beregnes afgiften af den del af gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr. For andre gevinster beregnes afgiften af den del af gevinstens handelsværdi, der overstiger 750 kr.

§ 16

Den afgiftspligtige er den person eller det selskab m.v. (juridisk person), der afholder spillet.

Gevinstopsparing
§ 17

Der skal af gevinster fra gevinstopsparing, jf. lov om gevinstopsparing, betales en afgift på 15 pct. beregnet af den del af gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr.

§ 18

Den afgiftspligtige er pengeinstituttet, hvor gevinstopsparingen er placeret.

Kapitel 3 1 Administrative bestemmelser
Registrering
§ 19

Personer og selskaber m.v. (juridiske personer), der er afgiftspligtige efter denne lov, skal indgive anmeldelse om deres afgiftspligtige virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen.

Stk. 2 Personer og selskaber m.v. (juridiske personer), hvis udbud af spil kræver tilladelse efter lov om spil eller anden lov, skal anmelde deres virksomhed til registrering, senest 4 uger efter at tilladelse til at afholde spil er opnået, og før afholdelse af spil påbegyndes.

Stk. 3 Personer og selskaber m.v. (juridiske personer), hvis udbud af spil ikke kræver tilladelse efter lov om spil eller anden lov, skal anmelde deres virksomhed til registrering, før afholdelse af spil påbegyndes.

Stk. 4 En registrering efter stk. 1 bortfalder, hvis tilladelsen til at udbyde spil tilbagekaldes eller bortfalder eller den afgiftspligtige virksomhed ophører.

Stk. 5 Ændringer i de oplysninger, der er anmeldt til registrering, skal meddeles told- og skatteforvaltningen senest 8 dage efter ændringen.

§ 20

Registreringspligtige virksomheder, der ikke har etableret stedet for deres økonomiske virksomhed eller har et fast forretningssted i et EU- eller EØS-land, skal registreres ved en herboende repræsentant, der hæfter solidarisk for afgiften efter denne lov.

Afregning/opkrævning af afgiften
§ 21

For spil nævnt i §§ 5, 6 og 10-12 er afgiftsperioden kalendermåneden, og for spil nævnt i § 14 er afgiftsperioden kvartalet. Angivelse og indbetaling af afgiften skal ske senest den 15. i måneden efter udløbet af afgiftsperioden.

Stk. 2 Told- og skatteforvaltningen kan afkorte afgiftsperioden og betalingsfristen for en registreret virksomhed med kalendermåneden eller kvartalet som afgiftsperiode, såfremt afgift ikke er betalt rettidigt.

§ 22

For spil nævnt i § 2 er afgiftsperioden ugen (mandag til søndag). Afgiften skal angives og indbetales senest 5 dage efter afgiftsperiodens udløb. Falder den seneste angivelses- og indbetalingsdag på en banklukkedag, skal angivelsen og indbetalingen senest ske førstkommende bankdag.

§ 23

For spil nævnt i § 8 er afgiftsperioden ugen (mandag til søndag). Angivelse og indbetaling af afgift skal ske senest 15 dage efter afgiftsperiodens udløb, såfremt der har været afholdt spil i perioden. Falder den seneste angivelses- og indbetalingsdag på en banklukkedag, skal angivelse og indbetaling ske senest førstkommende bankdag.

§ 24

For spil nævnt i §§ 15 og 17 er afgiftsperioden varigheden af det enkelte spil, og angivelse og indbetaling af afgiften skal ske, senest 15 dage efter at resultatet af spillet foreligger. Falder den seneste angivelses- og indbetalingsdag på en banklukkedag, skal angivelse og indbetaling ske senest førstkommende bankdag.

Stk. 2 Personer og selskaber m.v. (juridiske personer), der udbyder spil nævnt i §§ 5, 15 og 17, kan ved registrering hos told- og skatteforvaltningen vælge måneden som afgiftsperiode, hvorved reglerne i § 21 finder anvendelse i stedet for reglen i stk. 1.

§ 25

For spil nævnt i § 3 er afgiftsperioden det enkelte lotteri. Angivelse og indbetaling af afgiften skal ske senest 5 dage efter den sidste trækning i lotteriets sidste klasse. Falder den seneste angivelses- og indbetalingsdag på en banklukkedag, skal angivelse og indbetaling ske senest førstkommende bankdag.

§ 26

Personer og selskaber m.v. (juridiske personer), der udbyder spil, hvoraf der skal betales gevinstafgift på 15 pct., jf. §§ 2, 3 og 17, skal indeholde afgiften af kontante gevinster ved udbetaling. Ved udbetalingen af gevinster til spillerne afrundes det udregnede afgiftsbeløb nedad til nærmeste hele krone.

Stk. 2 Afgiften af en lotterigevinst, der falder på et nummer, der er delt i halve, fjerdedele, ottendedele eller andre brøkdele, beregnes selvstændigt for hver af de på delsedlerne faldne gevinstbeløb. Det er uden betydning for afgiftsberegningen, om flere personer i forening spiller på samme lodseddel (en hel seddel eller en delseddel).

Stk. 3 Personer og selskaber m.v. (juridiske personer), der udbyder spil, hvoraf der skal betales gevinstafgift på 17,5 pct., jf. §§ 5, 14 og 15, skal beregne afgiften på grundlag af det udbetalte gevinstbeløb eller, hvis der er tale om andre gevinster, gevinstens handelsværdi ved salg til forbrugere.

Stk. 4 Afgiftspligten omfatter alle gevinster, uanset om disse afhentes eller ej. Dog skal der ikke betales afgift af lotterigevinster, der falder på ikke solgte lodsedler. Ligeledes skal der ikke betales afgift af uafhentede lotterigevinster, hvis de efterfølgende genanvendes som gevinster i tilsvarende lotterispil.

§ 27

Såfremt angivelse og indbetaling ikke sker rettidigt, skal told- og skatteforvaltningen give spillemyndigheden meddelelse herom.

§ 28

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om registrering efter § 19 og § 20 af personer og selskaber m.v. (juridiske personer), der er afgiftspligtige efter denne lov, og om afgiftens angivelse og indbetaling.

Regnskabsbestemmelser
§ 29

En spiludbyder, der er afgiftspligtig efter denne lov, skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiften og kontrollen med afgiftens berigtigelse.

Stk. 2 Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for registreringspligtige personer og selskaber m.v. (juridiske personer) om opbevaring af regnskabsmateriale og regnskabsførelse, herunder regnskabsførelse for indskud og gevinster.

Kontrol
§ 30

Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i lokaler, der benyttes af registreringspligtige personer og selskaber m.v. (juridiske personer), og til at efterse disses forretningsbøger, øvrigt regnskabsmateriale, korrespondance og andre dokumenter, der kan have betydning for opgørelsen af afgiften.

Stk. 2 Indehavere af registrerede virksomheder og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden hjælp ved foretagelsen af de i stk. 1 omhandlede eftersyn.

Stk. 3 Det i stk. 1 nævnte materiale skal efter told- og skatteforvaltningens anmodning udleveres eller indsendes til denne.

Stk. 4 Registreringspligtige personer og selskaber m.v. (juridiske personer) samt leverandører og udlejere af materiel m.v., herunder software, til disse til brug for et spil skal efter anmodning meddele told- og skatteforvaltningen alle nødvendige oplysninger til brug for kontrollen.

Stk. 5 Pengeinstitutter, advokater og andre, der modtager midler til forvaltning eller erhvervsmæssigt udlåner penge, skal efter anmodning give told- og skatteforvaltningen enhver oplysning om deres økonomiske mellemværender med navngivne registreringspligtige virksomheder.

Stk. 6 I det omfang oplysninger nævnt i stk. 1 og 3-5 er registreret elektronisk, omfatter forvaltningens adgang til disse oplysninger også elektronisk adgang.

Stk. 7 Politiet yder told- og skatteforvaltningen bistand til gennemførelsen af kontrollen efter stk. 1. Skatteministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

§ 31

Andre offentlige myndigheder skal efter anmodning meddele told- og skatteforvaltningen enhver nødvendig oplysning til brug for registrering af og kontrol med personer og selskaber m.v. (juridiske personer), der er registreringspligtige efter loven. Oplysningerne kan leveres i elektronisk form og kan gøres til genstand for registersamkøring og sammenstilling af oplysninger i kontroløjemed.

§ 32

Told- og skatteforvaltningen og spillemyndigheden kan udveksle de nødvendige oplysninger om registreringspligtige personer og selskaber m.v. (juridiske personer) til brug for de respektive myndigheders registrering og kontrol m.v. Oplysningerne kan leveres i elektronisk form og kan gøres til genstand for registersamkøring og sammenstilling af oplysninger i kontroløjemed.

Kapitel 4 1 Straffebestemmelser
§ 33

Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt

Stk. 2 Den, der begår en af de i stk. 1 nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Stk. 3 I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 4 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 34

Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre en højere straf end bøde, kan told- og skatteforvaltningen tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2 Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om krav til indholdet af anklageskrifter og om ikke at have pligt til at udtale sig tilsvarende anvendelse.

Kapitel 5 1 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
§ 35

Skatteministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Skatteministeren kan bestemme, at lovens bestemmelser træder i kraft på forskellige tidspunkter, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 § 4 kan tidligst sættes i kraft den 1. maj 2011.

Stk. 3 § 37 træder i kraft den 1. januar 2011.

Stk. 4 Fra tidspunktet for lovens ikrafttræden til og med den 31. december 2011 skal registreringspligtige virksomheder, der ikke har etableret stedet for deres økonomiske virksomhed her i landet eller har et fast forretningssted her, uanset § 20 registreres ved en herboende repræsentant, der hæfter solidarisk for afgiften efter denne lov.

Stk. 5 Virksomheder, der ved lovens ikrafttræden driver virksomhed, der efter § 19 er registreringspligtig, og som ikke efter de hidtil gældende regler var registreringspligtige, skal uanset § 19 senest 7 dage før udløbet af den første afgiftsperiode efter lovens ikrafttræden anmelde deres virksomhed til registrering.

Stk. 6 Skattekontrollovens § 7 A, stk. 2, nr. 14 og 15, som indsat ved § 37 har kun virkning for gevinster og præmier udbetalt eller ydet på tidspunktet for lovens ikrafttræden eller senere.

Stk. 7 Beløb, som indehavere af tilladelser til spillehaller efter regler gældende før lovens ikrafttræden kan udlodde mod afgiftsnedslag, kan kun udloddes til lokale velgørende formål i den kommune, hvor spillehallen er beliggende, uanset at tidspunktet for udlodning er efter lovens ikrafttræden.

§ 36

Følgende love ophæves ved lovens ikrafttræden:

  • 1) Lov om afgift af spillekasinoer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1145 af 2. december 2005.

  • 2) Lov om afgift af gevinster ved lotterispil m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 2. december 2005.

§§ 37-39

(Udelades)

§ 40

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.