Kapitel 8 1 Tilbagekaldelse og bortfald af tilladelser
Spillemyndigheden kan tilbagekalde en tilladelse til udbud af spil, hvis tilladelsesindehaveren eller dennes repræsentant
-
1) groft eller gentagne gange har overtrådt denne lov, bestemmelser fastsat i henhold til denne lov eller vilkår for tilladelsen,
-
2) er dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen til at arbejde med spil,
-
3) ikke længere opfylder betingelsen i § 29,
-
4) groft eller gentagne gange ikke angiver afgifter efter lov om afgifter af spil, jf. §§ 21-25,
-
5) groft eller gentagne gange ikke angiver gebyrer efter § 42, stk. 8 og 9,
-
6) groft eller gentagne gange ikke betaler forfaldne afgifter eller ikke stiller sikkerhed, jf. lov om afgifter af spil og lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v.,
-
7) ikke betaler forfaldne gebyrer efter regler fastsat i medfør af §§ 42-42 b og 42 d,
-
8) har forfalden gæld til det offentlige, der overstiger 100.000 kr.,
-
9) ikke har anmeldt virksomheden til registrering hos told- og skatteforvaltningen, senest 4 uger efter at tilladelse er givet, jf. lov om afgifter af spil, eller
-
10) ikke efterkommer afgørelser efter § 49 a.
Stk. 2 En tilladelse til udbud af spil kan endvidere tilbagekaldes, hvis tilladelsesindehaverens udbud eller arrangering af spil udgør en væsentlig forstyrrelse af den offentlige orden.
En tilladelse til udbud af spil bortfalder, hvis
-
1) tilladelsesindehaveren meddeler, at vedkommende ikke længere ønsker at udbyde spil,
-
2) udbud af spil ikke er påbegyndt, senest 12 måneder efter at spillemyndigheden har givet tilladelse,
-
3) der ikke udbydes spil i en sammenhængende periode på over 6 måneder, medmindre der er tale om sæsonbaseret udbud,
-
4) tilladelsesindehaveren afgår ved døden eller ophører med at opfylde en af betingelserne i § 26, stk. 1, nr. 2 eller 3, eller
-
5) skifteretten efter begæring fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har truffet afgørelse om tvangsopløsning af virksomheden.
Stk. 2 Uanset stk. 1, nr. 4, kan tilladelsesindehaverens dødsbo eller ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en tilladelsesindehaver, der er under rekonstruktionsbehandling, en tilladelsesindehavers konkursbo eller en værge for en tilladelsesindehaver, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller § 7, fortsætte med at udbyde spil med henblik på afvikling, hvis der sker anmeldelse herom til spillemyndigheden inden 14 dage efter dødsfaldet, indledningen af rekonstruktionsbehandlingen, konkursdekretets afsigelse eller værgemålets iværksættelse. Adgangen hertil gælder kun i 6 måneder efter den begivenhed, der medførte tilladelsens bortfald.
Stk. 3 En tilladelse til udbud af spil på gevinstgivende spilleautomater i en restauration bortfalder, hvis restaurationens alkoholbevilling inddrages eller bortfalder.
Spillemyndigheden kan tilbagekalde en tilladelse som spilleverandør, hvis spilleverandøren eller dennes repræsentant
-
1) groft eller gentagne gange har overtrådt denne lov, bestemmelser fastsat i henhold til denne lov eller vilkår for tilladelsen,
-
2) er dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen til at arbejde med spil,
-
3) ikke længere opfylder betingelsen i § 32 c,
-
4) ikke betaler forfaldne gebyrer efter regler fastsat i medfør af §§ 42 eller 42 a,
-
5) har forfalden gæld til det offentlige, der overstiger 100.000 kr., eller
-
6) ikke efterkommer afgørelser efter § 49 a.