Det er en betingelse for at opnå tilladelse, at selskaber m.v. (juridiske personer) opfylder betingelserne i § 26, stk. 1, nr. 3-5, og at reelle ejere og medlemmer af direktionen og bestyrelsen opfylder betingelserne i § 26, stk. 1, nr. 1-5. Anses en ny person for at være reel ejer, indtræder der et nyt medlem i bestyrelsen, eller ansættes et nyt medlem i direktionen, skal dette inden 14 dage anmeldes til spillemyndigheden.
Stk. 2 Reelle ejere og medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i selskaber m.v. (juridiske personer) skal straks meddele det til spillemyndigheden, hvis den reelle ejer eller medlemmet bliver dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen til at arbejde med spil, eller har forfalden gæld til det offentlige, der overstiger 100.000 kr.
Stk. 3 Spillemyndigheden kan træffe afgørelse om, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i selskaber m.v. (juridiske personer) skal udtræde af bestyrelsen eller direktionen, hvis medlemmet er dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen til at arbejde med spil, eller har forfalden gæld til det offentlige, der overstiger 100.000 kr.
Stk. 4 Medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i selskaber m.v. (juridiske personer) skal udtræde af bestyrelsen eller direktionen, hvis medlemmet ikke længere opfylder en af betingelserne i § 26, stk. 1, nr. 2 og 3.