Spiritusafgiftsloven § 7

Denne konsoliderede version af spiritusafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgift af spiritus m.m. (spiritusafgiftsloven)

Lov nr. 153 af 6. maj 1980,
jf. lovbekendtgørelse nr. 417 af 23. april 2024,
som ændret ved lov nr. 1473 af 10. december 2024 og lov nr. 1489 af 10. december 2024

Autorisation og registrering af virksomheder m.v.
§ 7

En autoriseret oplagshaver er en virksomhed eller person, der som led i udøvelsen af sit erhverv har fået autorisation til at fremstille, forarbejde, oplægge, modtage eller afsende varer under afgiftssuspensionsordningen i et afgiftsoplag, jf. § 9 a, stk. 1.

Stk. 2 Virksomheder, der her i landet fremstiller varer efter loven, eller virksomheder, der modtager sådanne varer fra udlandet, skal autoriseres som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen.

Stk. 3 En her i landet autoriseret oplagshaver er berettiget til under afgiftssuspensionsordningen at oplægge og modtage varer fra andre EU-lande samt at afsende varer til andre EU-lande. En autoriseret oplagshaver har tilsvarende adgang til at afsende varer efter loven til andre autoriserede oplagshavere her i landet. For at få autorisation som oplagshaver her i landet skal oplagshaveren hos told- og skatteforvaltningen stille sikkerhed for betaling af afgifter af afgiftspligtige varer.

Stk. 4 En midlertidigt registreret varemodtager er en virksomhed, institution eller person, der som led i udøvelsen af sit erhverv er registreret med en tilladelse til kun lejlighedsvis at modtage varer fra andre EU-lande eller tredjelande. For at få tilladelse til at udøve aktivitet som midlertidigt registreret varemodtager her i landet skal virksomheden eller personen inden vareafsendelsen fra et andet EU-land eller tredjeland

  • 1) registreres som midlertidigt registreret varemodtager hos told- og skatteforvaltningen,

  • 2) anmelde varetransporten til told- og skatteforvaltningen og

  • 3) indbetale afgiften af varer, der er afgiftspligtige her i landet.

Stk. 5 En registreret varemodtager er en virksomhed eller person, der som led i udøvelsen af sit erhverv er registreret med en tilladelse til at modtage varer fra andre EU-lande under afgiftssuspensionsordningen. For at få tilladelse til at udøve aktivitet som registreret varemodtager her i landet uden krav om forhåndsanmeldelse af varetransporter skal virksomheden eller personen forinden hos told- og skatteforvaltningen registreres som registreret varemodtager.

Stk. 6 En registreret vareafsender er en virksomhed eller person, der som led i udøvelsen af sit erhverv er registreret med en tilladelse til at afsende varer til andre EU-lande under afgiftssuspensionsordningen. Afsendelsen af varer efter 1. pkt. må kun angå varer, der er importeret, jf. § 18, og må kun ske efter varernes overgang til fri omsætning i EU’s toldområde. For at få tilladelse til at udøve aktivitet som registreret vareafsender her i landet skal virksomheden eller personen forinden hos told- og skatteforvaltningen registreres som registreret vareafsender og stille sikkerhed for betaling af afgifter af afgiftspligtige varer i de andre EU-lande.

Stk. 7 Skatteministeren kan fastsætte de nærmere regler for administration, autorisation, registrering og sikkerhedsstillelse efter stk. 1-6.