Straffuldbyrdelsen anses for genoptaget den dag, den dømte møder til fortsat udståelse af straf eller pågribes, eller den dag, varetægtsfængsling, iværksat under straffens udståelse, ophører.
Stk. 2 Hvis den dømte i tilslutning til pågribelsen/anholdelsen varetægtsfængsles, anses fuldbyrdelsen dog ikke for genoptaget, før varetægtsfængslingen ophører. Hvis fuldbyrdelsen af frihedsstraf eller foranstaltning iværksættes i udlandet, er fuldbyrdelsen af tidsbestemt straf fortsat afbrudt, indtil straffens eller foranstaltningens ophør. Det samme gælder i tilfælde, hvor den dømte undergives frihedsberøvende foranstaltning efter straffelovens §§ 68-70, og retten ikke samtidig har truffet bestemmelse om bortfald af straffen, jf. straffelovens § 89 a.