Justitsministeren kan bestemme, at straf m.v., som er pålagt af Den Internationale Straffedomstol, kan fuldbyrdes her i landet efter reglerne i statuttens kapitel 10.
Stk. 2 Fuldbyrdelsen skal i videst muligt omfang ske efter danske regler og må ikke medføre skærpelse af domfældtes strafferetlige situation.
Stk. 3 Justitsministerens afgørelse forelægges retten til godkendelse. Rettens afgørelse træffes ved dom. Retsplejelovens regler om udenretlig vedtagelse af bøde eller konfiskation finder dog tilsvarende anvendelse.
Stk. 4 Der kan ikke her i landet fastsættes forvandlingsstraf for en bøde, der er idømt af Den Internationale Straffedomstol.
Stk. 5 Erstatning til ofre pålagt af Den Internationale Straffedomstol efter statuttens artikel 75 kan inddrives af justitsministeren ved udpantning. Reglerne om inddrivelse af bøder finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.
Stk. 6 Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om fuldbyrdelse her i landet af straf m.v., som er pålagt af Den Internationale Straffedomstol, herunder på grundlag af overenskomst med domstolen.