Forfattere: Tina Brøgger Sørensen og Heela Lakanval
Udgivelsesdato: 29. januar 2022
ISBN: 9788757448214
- Side 134 -
...svarende til den, der skal foretages efter straffelovens § 152 e, nr. 2, kunne være retningsgivende. Af straffelovens § 152 e, nr. 2, følger, at de særlige bestemmelser om tavshedspligt i straffelovens §§ 152-152 c ikke omfatter tilfælde, hvor den pågældende handler i berettiget varetagelse af »åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv«.
(...)
Betydningen af straffelovens § 152 e, nr. 2, følger tillige af Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 29 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende whistleblowerloven. Heraf følger, at der i alle tilfælde af offentliggørelse skal foretages en konkret vurdering af, hvorvidt nødvendighedskriteriet er opfyldt,
(...)
- Side 135 -
og at der i den sammenhæng efter omstændighederne vil kunne lægges vægt på, om betingelserne efter straffelovens § 152 e, nr. 2, er opfyldt.99. Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 29 REU til L 213.
(...)
...krav om beskyttelse af whistlebloweren begrænses, når whistlebloweren har rimelig grund til at tro, at der er tale om ulovligheder, omgåelser, forsøg på at skjule forhold mv.1111. Oluf Jørgensen, forskningschef emeritus, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, henvendelse af den 26. april 2021, kommentar til lovforslag om whistleblowere, s. 8, pkt. 8.
(...)
...er der ikke grundlag for at antage, at de objektive vurderingsmomenter i straffelovens § 152 e, nr. 2, udvander det subjektive nødvendighedskriterium i whistleblowerlovens § 7, stk. 1. Der er ikke taget stilling til denne problemstilling i Justitsministeriets Vejledning om whistleblowerordninger på henholdsvis private og offentlige arbejdspladser.
(...)
Som fortolkningsbidrag er i det følgende medtaget en række eksempler fra retspraksis vedrørende straffelovens § 152 e, nr. 2.
(...)
- Side 137 -
...at formanden for Københavns Fondsbørs også var undergivet tavshedspligt ikke kunne indebære, at advokat A’s videregivelse var berettiget. Denne afgørelse viser med Højesterets dissens, hvor vanskeligt det kan være at foretage en vurdering af, om en videregivelse af fortrolige oplysninger er sket i berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse.
(...)
...oplysninger ikke uberettiget videregives til uvedkommende. Uanset at spørgsmålet om udgifterne til anbringelse af svært belastede unge er et emne af samfundsinteresse, havde debatten herom ikke nødvendiggjort videregivelsen af de meget følsomme personoplysninger om navngivne personer, og forholdet var derfor ikke omfattet af straffelovens § 152 e, nr. 2.
(...)
...henblik på at afdække ulovligheder eller andre forhold af samme alvorlige karakter og heller ikke medvirkede hertil, finder vi ikke, at tiltalte kan anses for at have handlet i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse.« Den dissenterende dommer (5-1) udtalte, at tiltaltes handling burde anses for straffri efter straffelovens § 152 e, nr. 2.