Straffeloven § 7a

Denne konsoliderede version af straffeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 126 af 15. april 1930,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1145 af 5. november 2024,
som ændret ved lov nr. 481 af 22. maj 2024, lov nr. 1674 af 30. december 2024, lov nr. 1677 af 30. december 2024, lov nr. 53 af 28. januar 2025, lov nr. 54 af 28. januar 2025 og lov nr. 201 af 25. februar 2025

§ 7a

Under dansk straffemyndighed hører handlinger, som foretages inden for et fremmed myndighedsområde, og som er rettet mod nogen, der på gerningstidspunktet har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, hvis handlingen også er strafbar efter lovgivningen på gerningsstedet (dobbelt strafbarhed) og efter dansk lovgivning kan medføre straf af fængsel i mindst 6 år.

Stk. 2 Dansk straffemyndighed efter stk. 1 er betinget af, at handlingen omfatter

  • 1) forsætligt drab,

  • 2) grov vold, frihedsberøvelse eller røveri,

  • 3) en almenfarlig forbrydelse,

  • 4) en seksualforbrydelse eller incest eller

  • 5) kvindelig omskæring.

Stk. 3 Under dansk straffemyndighed hører endvidere handlinger, som foretages uden for et myndighedsområde, og som er rettet mod nogen, der på gerningstidspunktet har den i stk. 1 nævnte tilknytning her til landet, hvis handlinger af den pågældende art kan medføre højere straf end fængsel i 4 måneder.