Som disciplinærstraf kan anvendes advarsel, bøde, midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling, midlertidig begrænsning af retten til telefoni, jf. dog stk. 2-4, og strafcelle.
Stk. 2 Strafcelle kan dog kun anvendes for følgende forhold eller forsøg herpå:
-
1) Udeblivelse eller undvigelse,
-
2) indsmugling, besiddelse eller indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning,
-
3) nægtelse af afgivelse af udåndingsprøve eller urinprøve efter § 60 a,
-
4) indsmugling eller besiddelse af våben og andre personfarlige genstande,
-
5) vold eller trusler om vold mod medindsatte, personale eller andre i institutionen,
-
6) groft hærværk og
-
7) andre grove eller oftere gentagne forseelser.
Stk. 3 Midlertidig begrænsning af retten til telefoni kan alene ikendes over for indsatte, som afsoner i lukket fængsel eller arresthus.
Stk. 4 Midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling og midlertidig begrænsning af retten til telefoni kan ikke ikendes over for livstids- og forvaringsdømte, der er omfattet af reglerne i §§ 49 a, 51 a, 55 a og 57 a, eller som er afskåret kontakt efter § 59 b.
Stk. 5 Disciplinærstraffen fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang og under hensyn til, i hvilken type afsoningsinstitution den indsatte afsoner.
Stk. 6 Disciplinærstraffen skal skærpes ved hver tredje forseelse.
Stk. 7 Disciplinærstraf i form af bøde, midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling, midlertidig begrænsning af retten til telefoni og strafcelle kan ikendes i forening.
Stk. 8 Fuldbyrdelsen af disciplinærstraf kan helt eller delvis undlades på betingelse af, at den indsatte i en bestemt periode ikke begår strafbart forhold eller en ny disciplinærforseelse.