I
For kyststrækninger, hvor det findes nødvendigt, ansætter politidirektøren strandfogder efter indhentet erklæring fra vedkommende kommunalbestyrelse. Ansættelsen bekendtgøres af politidirektøren. For de private forstrande forbeholdes det som hidtil forstrandsejeren selv at ansætte strandfoged. Valget skal dog godkendes af politidirektøren. For kyststrækninger, hvor der ikke er ansat strandfoged, udføres de opgaver, der er tillagt strandfogden, af sognefogden, hvis en sådan findes, og ellers af politiet.
Stk. 2 Indtil politidirektøren, selv eller ved fuldmægtig, kan komme til stede, udøver strandfogden den politiet tilkommende myndighed.
Strandfogderne er pligtige til, på de tider, hvor strandinger er at befrygte, at færdes på stranden så ofte og i det omfang, som i deres instruks nærmere bestemmes.
Stk. 2 Når skib er strandet eller i begreb med at strande eller fra land ses på anden måde at være stedt i nød, hvorfra det ikke ved egen hjælp kan redde sig, skal derhos den, som bliver det var, hurtigst muligt derom underrette strandfogden, for så vidt denne ikke selv er til stede, og har herfor krav på passende godtgørelse, der fastsættes af politiet.
Stk. 3 Så snart strandfogden ved egen iagttagelse eller efter meddelelse, om hvis rigtighed han uopholdelig har at forvisse sig på strandingsstedet, har bragt i erfaring, at et skib er strandet eller udsat for at strande, skal han snarest muligt sende melding derom til politidirektøren og nærmeste toldfunktionær, men derhos først og fremmest, når de på skibet værende personer ikke skønnes at kunne reddes med de forhåndenværende midler, sørge for, at nærmeste redningsstation, for så vidt denne er beliggende inden for en rimelig afstand, på den hurtigst mulige måde får underretning om strandingen. Politidirektøren har uopholdelig enten selv eller ved fuldmægtig at begive sig til strandingsstedet.
Stk. 4 Når løst gods, vrag eller vragstykker inddriver på forstranden, har strandfogden, så snart han får kundskab derom, foruden at gøre indberetning til politidirektøren efter den ham i så henseende givne instruks, at tilstille vedkommende toldfunktionær underretning om vraggodset, hvorhos han uopholdelig bør drage omsorg for, at godset bringes i sikkerhed. Politiets tilstedekomst udfordres ikke, når værdien af det inddrevne gods, der er genstand for samlet bjærgning, skønnes ikke at overstige 500 kr.
Der henvises til straffelovens § 199. Denne paragraf blev ophævet i § 1 i lov nr 141 af 17. marts 1999. Den fandtes senest i LBK nr 648 af 12. aug. 1997, men den deri værende § 199 handlede ikke om pligt til at yde bistand. Vi kan ikke se, hvortil henvisningen rettelig burde være. Hvor det gælder at redde menneskeliv, er enhver forpligtet til at yde den bistand, som han kan yde uden fare for liv eller helbred (almindelig borgerlig straffelovs § 199) og til, mod erstatning for den skade, som derved sker, at afgive ethvert dertil tjenligt redskab, samt til at tilstede fornøden færdsel på sin grund.
Stk. 2 Til skibbrudne kan politiet forlange, at de omboende mod en billig betaling efter evne skal afgive fornødent husly samt yde kost og pleje, indtil, for udlændinges vedkommende, deres forsørgelse kan overtages af konsulen, henholdsvis statskassen, hvor denne ved international overenskomst er pligtig dertil, eller, for her hjemmehørende søfolks vedkommende, hjemsendelse kan ske efter reglerne i lov om det offentlige fattigvæsen af 9. april 1891 § 64.
Stk. 3 Til de i § 2 omhandlede meldinger er enhver pligtig mod betaling at afgive de efter politiets skøn fornødne befordringsmidler.
Stk. 4 Endelig er enhver pligtig til ved bjærgning mod erstatning for derved forårsaget skade at tilstede fornøden adgang til og benyttelse af sin grund samt, for så vidt det bjærgede gods ikke uden skade kan henligge under åben himmel, til dets bevaring for betaling at afgive husrum, som han ikke selv benytter.
Stk. 5 Størrelsen af de i denne paragraf omhandlede erstatninger og betalinger fastsættes efter billighed af politidirektøren, med forbehold af ret til at påanke hans afgørelse for Rigspolitiet. De afholdes, ligesom den i § 2 omhandlede godtgørelse, forlods af strandingsmassen; findes der ingen sådan, afholdes de af statskassen.
Langs kysten kan der oprettes bjærgelav, når der andrages om dette af mindst 60 i det pågældende distrikt bosatte arbejdsdygtige og uberygtede mænd, der må anses for egnede til at være bjærgere, og som erklærer sig villige til at indtræde i lavet. For så vidt andragerne godtgør at have overenskomst med et indenlandsk bjærgningsselskab om samarbejde ved bjærgningen, kan det mindste antal af bjærgere til dannelsen af et bjærgelav nedsættes under den foreskrevne grænse, når politidirektøren skønner, at der efter kontraktens indhold og de øvrige oplysninger foreligger sikkerhed for, at der derved etableres en efter forholdene effektiv bjærgningshjælp, som med kort varsel kan træde i virksomhed. Politidirektøren godkender bjærgelavene og fastsætter grænserne for bjærgelavsdistrikterne; for hvert bjærgelavsdistrikt kan kun godkendes ét bjærgelav. Et bjærgelavsdistrikt kan omfatte flere kommuner eller dele af en eller flere kommuner.
Stk. 2 For sådant bjærgelav, der skal forestås af en eller flere forbjærgere, forsynede med fornøden fuldmagt til at optræde på lavets vegne, skal der udfærdiges en vedtægt. Forslag til denne forelægges politidirektøren til stadfæstelse; den skal indeholde reglerne angående adgangen til bjærgelavet, valget af forbjærgere, omgangen ved udtagelse af mandskab og materiel til det enkelte bjærgeforetagende, det materiel, der står til rådighed, samt bjærgelønnens fordeling. I bjærgelavet kan kun optages mænd, der fyldestgør de ovenfor angivne betingelser, ligesom enhver i distriktet bosat mand, der er i besiddelse af samme, har ret til at optages i lavet; enken efter et afdød medlem har ret til at forblive deltager i lavet, når hun for sig stiller en mand med de fornødne kvalifikationer. Spørgsmålet om, hvor vidt nogen er berettiget til at optages i lavet eller har mistet nogen af de for optagelsen foreskrevne betingelser og dermed retten til at forblive i lavet, afgøres i tvivlstilfælde af politidirektøren. På de private forstrande kan sådanne bjærgelav kun oprettes, for så vidt det af justitsministeriet findes fornødent, med forbehold af forstrandsejerens ret til med egne folk at bjærge og opbevare det løst på deres forstrand fra havet uden levende folks medfølge opdrevne stykgods eller vrag.
Stk. 3 Hvor bjærgelav er oprettet, tilkommer og påhviler det lavet at besørge al bjærgning af skib og dertil hørende ladning, som ved bistand, der ydes fra land, finder sted på kyststrækningen i det pågældende distrikt, dog at det er en skipper, hvis skib er kommet på grund, tilladt at benytte enhver tilstedekommende hjælp til at bringe skibet flot. Finder den, der leder bjærgningen, at stedets bjærgelav ikke er tilstrækkeligt, og at yderligere hjælp andetsteds fra må tilkaldes, er bjærgelav i de tilgrænsende distrikter pligtige at yde en sådan hjælp, når politidirektøren på det sted, hvor bjærgningen sker, mener, at der er grund til at forlange den.
Stk. 4 Der er henvisninger til Sølovens § 228 og § 229, som er hhv. ubenyttet og ophævet. § 229 fandtes sidst i bekendtførelse af søloven, LBK nr. 39 af 20. januar 1998, mens § 228 allerede på det tidspunkt var ubenyttet. Ved BEK nr. 206 af 3. april 1998 blev Sølovens kapitler 10 a og 10 b, som indeholdt de nævnte paragraffer, ophævet. Det er ikke klart, hvad Sølovens § 228 har indeholdt. Bjærgelavets fornævnte ret og forpligtelse omfatter også hjælp, der behøves fra land til bjærgning, foretagen fra søen. Med hensyn til bjærgelavets vederlag for den ydede hjælp forholdes i fornødent fald efter reglerne i sølovens § 228 jfr. § 229. Under bjærgning hører ikke bistand til bjærget skib, som er bragt i havn eller på anden måde i sikkerhed.
Stk. 5 Bjærgning af løst gods, vrag eller vragstykker, der inddriver på forstranden, tilkommer alene strandfogden. Hvor et fra en tidligere stranding hidrørende vrag eller dele af samme driver i land, og ejeren af det i land drevne eller en repræsentant for ham er til stede og har legitimeret sig, har strandfogden dog intet dermed at skaffe, medmindre hans bistand begæres.
Stk. 6 Hvor bjærgelav ikke findes, eller hvor der ikke rådes over de til bjærgningens tilbørlige udførelse fornødne kræfter, antager politiet den fornødne bistand til de bjærgninger, der ledes af samme. Hvis omkostningerne herved ikke dækkes af bjærgningsmassen, udredes det manglende af statskassen. Politiet er derhos berettiget til at fordre, at både og redskaber, som ejeren ikke selv benytter, stilles til rådighed ved bjærgningen mod erstatning, der fastsættes og udredes efter reglerne i § 3, sidste stykke.
Med hensyn til ansættelse af strandingskommissionærer og det dem tilkommende vederlag har det sit forblivende ved de hidtil gældende regler, særligt frdg af 2. december 1825.