II
Bistand må ikke pånødes strandet skib, og dette må, såfremt levende folk ses at være om bord, bortset fra tilfælde, hvor offentlige myndigheder er berettigede dertil, ikke bordes uden tilladelse af den, som har befalingen på skibet.
Indtil politiet eller toldvæsenet kan komme til stede, skal de tilstedeværende handle efter bedste skøn og evne for at yde hjælp til de skibbrudne og er, for så vidt bistand ikke afvises, berettigede til at iværksætte bjærgning af gods, hvorved dog stedse må bruges en sådan fremgangsmåde, at den ikke bliver politiet, når det indfinder sig, til hinder i at undersøge sagen og forvisse sig om, at intet er blevet forvansket.
Når skibets fører eller den, der har befalingen om bord, modtager det offentliges bistand, der snarest muligt skal tilbydes - hvad enten der på stedet er bjærgelav eller ikke - samt når indstranding sker af skib eller gods, der ikke ledsages af nogen, som er bemyndiget til at træde i ejerens sted enten efter sin stilling på skibet eller ifølge befuldmægtigelse, har politiet ledelsen af bjærgningen af strandet skib og gods. Dog har politiet at rådføre sig med dem, der efter deres stilling om bord eller ifølge befuldmægtigelse repræsenterer ejerne af skib og gods, eller, hvor sådanne ikke findes, med konsulen eller vicekonsulen for den stat, hvor skibet er hjemmehørende, såfremt han er til stede. I tilfælde af meningsulighed mellem foranførte personer og politiet afgør politidirektøren foreløbig sagen, som derpå forelægges Rigspolitiet. Politiet skal, når skibets nationalitet kendes, snarest muligt underrette nærmeste konsul eller vicekonsul om strandingen.
Stk. 2 Skipperen eller den, der godtgør at have fornøden befuldmægtigelse fra ejeren, kan til enhver tid give afkald på det offentliges bistand og selv overtage den videre ledelse af bjærgningen mod at stille den efter politiets skøn fornødne sikkerhed for de påløbne omkostninger og den allerede fortjente bjærgelønnen.
De nærmere regler for politiets ledelse af bjærgningsforetagender, for så vidt de ikke indeholdes i de efterfølgende paragraffer af denne lov, fastsættes ved anordning.
Hvor bjærgning sker af skib eller gods, og ingen er eller kan ventes snart at komme til stede, som efter sin stilling på skibet eller ifølge befuldmægtigelse repræsenterer skibets eller godsets ejere, skal der, når underretning ikke kan tilstilles ejerne efter de foreliggende oplysninger, og for så vidt godsets værdi efter fradrag af omkostninger og passende bjærgeløn skønnes at overstige 50 kr., snarest muligt af politiet udfærdiges en bekendtgørelse, hvorved ejerne indkaldes til inden 1 år at melde sig og godtgøre sin ret. Denne bekendtgørelse, der så vidt muligt skal indeholde nøjagtig angivelse af de strandede eller bjærgede genstande og deres mærker, skal, når ejernes part af det bjærgede gods antages at overstige 200 kr., indrykkes 3 gange i de til optagelse af proklamata bestemte tidender, men ellers kun 1 gang, hvorhos politidirektøren, når han finder, at der er anledning dertil, tillige kan lade bekendtgørelsen indrykke i en anden avis.
Salg af det i § 10 omhandlede gods må kun ske ved auktion med billigelse af Rigspolitiet, der også har at godkende auktionsbetingelserne. Efter politidirektørens nærmere bestemmelse kan dog, hvor dette skønnes hensigtsmæssigt, mindre partier af løst gods, vrag eller vragstykker, der er inddrevet på forstranden, bortsælges mod kontant betaling ved offentlig auktion, som afholdes af sognefogden, hvis en sådan findes, og ellers af politiet, efter at der mindst 3 dage forud har fundet én bekendtgørelse sted henholdsvis ved kirkestævne eller ved indrykkelse i det blad, i hvilket bekendtgørelser fra politiet plejer af offentliggøres. For så vidt godsets beskaffenhed tilsteder det, og dets opbevaring ikke vil medføre uforholdsmæssige omkostninger, må salg ikke ske, før der er levnet ejeren passende tid til at melde sig og selv tage bestemmelse.
Melder ejeren sig og godtgør sin berettigelse som sådan, får han udleveret det bjærgede eller, hvis det er solgt, auktionsudbyttet med fradrag af omkostninger og af bjærgeløn, for så vidt dennes størrelse er fastsat enten ved overenskomst eller af retten; er dette ikke tilfældet, sker udleveringen kun mod en af politiet fastsat sikkerhedsstillelse for bjærgeløn.
Stk. 2 Spørgsmålet om, hvor vidt den, der optræder med påstand på godsets udlevering er tilstrækkeligt legitimeret, afgøres, for så vidt statens forstrande angår, af Rigspolitiet, og for så vidt godset er bjærget på privat forstrand, ved forhandling mellem forstrandsejeren og reklamanten. Er fuldt bevis for ejerens påstand ikke tilvejebragt, men dog overvejende sandsynlighed for berettigelsen af hans krav, kan justitsministeriet, for statens forstrandes vedkommende efter forhandling med finansministeriet, når den i bekendtgørelsen satte frist er udløben, samtykke i, at godset udleveres med fradrag af omkostninger og bjærgeløn overensstemmende med Rigspolitiets opgørelse (§ 13). Sådant samtykke kan endog før bekendtgørelsesfristens udløb indrømmes mod behørig sikkerhedsstillelse for tilbagelevering i tilfælde af, at bedre berettiget krav måtte fremkomme.
Stk. 3 Anerkendes den formentlige ejers krav ikke, kan spørgsmålet indbringes for domstolene ved søgsmål henholdsvis mod finansministeren eller den private forstrandsejer.
Melder ejeren sig ikke inden udløbet af den i bekendtgørelsen satte frist, tilfalder det bjærgede efter fradrag af omkostninger og bjærgeløn forstrandsejeren; i de tilfælde, hvor bjærgningen alene tilkommer strandfogden, tilfalder dog udenfor de private forstrande 10 pct. af statens nettoudbytte af det bjærgede vedkommende bjærgelav, hvor sådant findes. Bjærgerne har valget mellem som bjærgeløn at få udbetalt en tredjedel af det ved godsets salg indkomne beløb med fradrag af de omkostninger, der ikke påhviler dem som en del af selve bjærgningsarbejdet, og at få bjærgelønnen fastsat efter reglerne i sølovens kap. 9. I sidste fald bliver, hvor forstrandsretten tilhører staten, Rigspolitiet at stævne på det offentliges vegne.
Stk. 2 Salget af godset sker efter reglerne i § 11; dog kan den private forstrandsejer og bjærgerne enes om at afholde omkostningerne og derefter dele godset. For statens forstrandes vedkommende skal det, såfremt bjærgerne vælger i bjærgeløn at få udbetalt en tredjedel, fremdeles som hidtil stå dem åbent at forlange, at deres part udlægges dem in natura efter taksation af uvillige af retten på deres bekostning udmeldte mænd, for så vidt politidirektøren finder, at en hertil sigtende deling af det bjærgede gods lader sig iværksætte, uden at dette derved taber i værdi.
Stk. 3 Der er henvisninger til Sølovens § 228, som var ubenyttet allerede i bekendtgørelse af søloven i LBK nr. 39 af 20. januar 1998. Ved BEK nr. 206 af 3. april 1998 blev Sølovens kapitel 10 a, som indeholdt den nævnte paragraf, ophævet. Det er ikke klart, hvad Sølovens § 228 har indeholdt. Omkostningernes fordeling mellem bjærgere og forstrandsejer afgøres af Rigspolitiet. Kan bjærgerne ikke enes om bjærgelønnens fordeling, forholdes efter sølovens § 228.
Bjærges forulykket skib eller gods i åben sø, uden at der medfølger nogen, som lovligt repræsenterer ejeren, skal bjærgeren, så snart han har bragt det bjærgede i land eller i havn her i riget, straks gøre anmeldelse derom til nærmeste toldfunktionær såvel som til politiet og overgive godset til dette eller, for så vidt det er enkeltvis bjærgede stykker vraggods, til strandfogden, hvorefter der forholdes overensstemmende med de ovenfor i dette afsnit foreskrevne regler, således at det bjærgede med fradrag af omkostninger og bjærgeløn, hvis ingen ejer efter behørig indkaldelse melder sig, tilfalder statskassen. Den i § 13, stykke 1, omhandlede stævning bliver at rette mod Rigspolitiet.
Stk. 2 Henvisningen til § 3, 2. stykke, 1. punktum, er sikkert forkert. Stykket indeholder kun eet punktum, og det handler ikke om bekendtgørelse vedrørende strandingsgods. Vraggods, drivtømmer og andet drivgods, der bjærges i åben sø, tilfalder bjærgeren, når det af politidirektøren efter de foreliggende omstændigheder skønnes at være bjærget i en afstand fra strandbredden, udenfor Skagen af mindst 1.000 meter og indenfor Skagen af mindst 500 meter, og ingen ejer melder sig inden 2 måneder, efter at anmeldelse er gjort for politidirektøren om den stedfundne bjærgning. Skønner politidirektøren, at genstandene har en værdi af over 100 kr., skal der dog ske bekendtgørelse om fundet på samme måde som i § 3, 2. stykke, 1. punktum, bestemt, og genstandene bliver da først bjærgernes ejendom, hvis ingen ejer har meldt sig inden 2 måneder efter sidste bekendtgørelse, mod erlæggelse af de påløbne omkostninger.
Stk. 3 Henvisningen til § 3, 2. stykke, er sikkert forkert. Vi kan ikke se, hvortil henvisningen rettelig burde være. Melder ejeren sig, forholdes der med udleveringen til ham og afholdelse af omkostningerne og bjærgeløn ligeledes som i § 3, 2. stykke, bestemt.
Stk. 4 Vraggods, drivtømmer og andet drivgods, der indenfor de nævnte afstande bjærges fra båd og har større værdi end 20 kr., har finansministeren ret til at overlade bjærgerne, når omstændighederne taler derfor. Er det bjærgede gods af mindre værdi end 20 kr., kan politidirektøren, ligeledes når omstændighederne findes at tale derfor, overlade det til bjærgerne.