STU-loven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af sTU-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu-loven)

Lov nr. 564 af 6. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1077 af 11. august 2023,
som ændret ved lov nr. 731 af 13. juni 2023 og lov nr. 754 af 13. juni 2023

Kapitel 2 1 Kommunalbestyrelsens tilbud om den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse
§ 2

Unge med særlige behov har et retskrav på en ungdomsuddannelse. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge omfattet af 1. pkt., der er tilmeldt kommunens folkeregister, den 3-årige særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, jf. dog § 8, stk. 4.

Stk. 2 Tilbuddet skal indeholde valgmuligheder for den unge, jf. § 2 a, og gives i forbindelse med undervisningspligtens ophør. Hvis den unge fortsætter undervisningen i folkeskolen, en fri grundskole eller en efterskole m.v., efter undervisningspligtens ophør, gives tilbuddet dog først i forbindelse med denne undervisnings ophør.

Stk. 3 Den unge kan modtage kommunalbestyrelsens tilbud indtil det fyldte 25. år.

Stk. 4 Den unge skal færdiggøre den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse senest 5 år efter, at den er påbegyndt.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om at oprette halvårlige eller helårlige optag af unge på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse. Træffer kommunalbestyrelsen beslutning herom, skal beslutningen offentliggøres.

§ 2a

Kommunalbestyrelsen skal give den unge mulighed for at vælge mellem flere forskellige uddannelsessteder, jf. dog stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal indgå i dialog med den unge om, hvilken valgmulighed der er den bedste for den unge.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at give den unge valgmuligheder, hvis kommunalbestyrelsen efter dialogen med den unge, jf. stk. 1, vurderer, at den unge har behov for et ekstraordinært specialiseret tilbud, og at kun ét uddannelsessted matcher den unges behov uden at indebære en urimelig lang befordrings- eller ventetid for den unge.

Stk. 3 I kommunalbestyrelsens vurdering af, hvilke uddannelsessteder den unge skal tilbydes, jf. stk. 1, indgår både faglige og økonomiske hensyn. Kommunalbestyrelsen skal foretage en konkret og individuel vurdering af den unges behov og uddannelsesstedernes tilbud og må ikke give tilbud om uddannelsessted alene ud fra økonomiske overvejelser. Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at oprette et nyt uddannelsessted blot for at kunne give den unge valgmuligheder. Kommunalbestyrelsen har heller ikke pligt til at give den unge mulighed for at vælge et uddannelsessted, der er uforholdsmæssig dyrere end et andet uddannelsessted, der matcher den unges behov, herunder hvis kommunalbestyrelsen efter dialog med den unge vurderer, at dette indebærer en urimelig lang befordrings- eller ventetid for den unge.

§ 2b

Den unge kan foreslå et uddannelsessted som alternativ til de uddannelsessteder, kommunalbestyrelsen har givet tilbud om. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at tilbyde den unge dette alternative uddannelsessted, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Uddannelsesstedet er registreret på Børne- og Undervisningsministeriets portal, jf. § 3 b, stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan dog vælge at tilbyde den unge det alternative uddannelsessted, på betingelse af at uddannelsesstedet inden for en af kommunalbestyrelsen fastsat frist registrerer sig på denne portal.

  • 2) Kommunalbestyrelsen vurderer efter dialog med den unge, at det tilbud, uddannelsesstedet kan give den unge, matcher den unges behov, ønsker og interesser samt behov for et ekstraordinært specialiseret tilbud.

  • 3) Prisen for det alternative tilbud overstiger efter kommunalbestyrelsens vurdering ikke i uforholdsmæssig grad prisen for kommunalbestyrelsens tilbud.

  • 4) Uddannelsesstedet indebærer ikke efter kommunalbestyrelsens vurdering efter dialog med den unge en urimelig lang befordrings- eller ventetid for den unge.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved fremsættelse af tilbud om den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, herunder om inddragelse af den unge og forældrene, skriftlighed ved fremsættelse af tilbuddet og tidsforløbet for fremsættelse af tilbud.

§ 3

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt den unge er omfattet af § 2, stk. 1.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen træffer efter dialog med den unge afgørelse efter stk. 1 om, hvorvidt den unge kan optages på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse. Kommunalbestyrelsen inddrager i fornødent omfang udtalelser fra sagkyndige, herunder pædagogisk-psykologisk vurdering, og skoler, hvor den unge har været optaget, i kommunen eller i andre kommuner.

§ 3a

Kommunalbestyrelsen skal på kommunens hjemmeside orientere om følgende:

  • 1) Processen for den unges overgang fra den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse til videre uddannelse, beskæftigelse, fritidsaktiviteter eller sociale aktiviteter, jf. § 9.

  • 2) Hvorvidt kommunalbestyrelsen har nedsat et visitationsudvalg, og om sammensætningen af et eventuelt visitationsudvalg.

  • 3) Hvordan kommunalbestyrelsen sikrer sig, at et uddannelsessted lever op til lovgivningens og kvalitetsaftalens krav til varetagelse af opgaven.

  • 4) Processen for den unges visitation til den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, herunder målgruppevurdering og den unges mulighed for at vælge mellem flere uddannelsessteder.

  • 5) Den unges mulighed for at fremsætte ønske om et alternativt uddannelsessted.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om kommunalbestyrelsens forpligtelse til på hjemmesiden at orientere om visitationsprocessen, opfølgningsprocessen og sikringen af, at et uddannelsessted lever op til lovgivningen og kvalitetsaftalen.

§ 3b

Børne- og undervisningsministeren etablerer en national virtuel portal, der drives af Styrelsen for It og Læring, og som giver et overblik over de eksisterende uddannelsessteder, der udbyder den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren kan bemyndige en offentlig myndighed, en selvejende institution eller en privat virksomhed til at varetage opgaver efter denne bestemmelse.

§ 3c

Et uddannelsessted, der udbyder den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, skal elektronisk registrere sig og uploade de oplysninger, der er nævnt i stk. 2 og 3, på portalen, jf. § 3 b, stk. 1, til Styrelsen for It og Læring.

Stk. 2 Uddannelsesstedet har pligt til på portalen at uploade eventuelle tilsynsrapporter fra den eller de kommunalbestyrelser, uddannelsesstedet har indgået kvalitetsaftale med, jf. § 5, stk. 3, og at uploade følgende oplysninger:

  • 1) Uddannelsesstedets navn og adresse, virksomhedsform, cvr-nummer og eventuelle p-nummer.

  • 2) Uddannelsesstedets målgruppe eller målgrupper.

  • 3) De praktikmuligheder, som uddannelsesstedet tilbyder.

  • 4) Relevant enhedspris for et eller flere typiske uddannelsesforløb på uddannelsesstedet.

Stk. 3 Et uddannelsessted kan kun registrere sig på portalen, hvis uddannelsesstedet uploader mindst én kvalitetsaftale, som det har indgået med en kommunalbestyrelse, medmindre uddannelsesstedet alene udbyder den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse til unge fra den kommune, som uddannelsesstedet hører under. Et uddannelsessted skal uploade eventuelle yderligere kvalitetsaftaler, som uddannelsesstedet indgår med en eller flere kommunalbestyrelser.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af portalen, om frist for registrering og for at uploade oplysninger på portalen og om pligt til at ajourføre oplysninger.

§ 3d

Kommunalbestyrelsen kan alene indgå en kvalitetsaftale med et registreret uddannelsessted eller et uddannelsessted, der registrerer sig på portalen inden for en frist, som kommunalbestyrelsen har fastsat, jf. § 3 b, stk. 1, jf. dog § 5, stk. 2, 2. pkt.