SU-loven § 62

Denne konsoliderede version af sU-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om statens uddannelsesstøtte

Lov nr. 448 af 14. juni 1995,
jf. lovbekendtgørelse nr. 395 af 13. april 2023,
som ændret ved lov nr. 1574 af 12. december 2023 og lov nr. 632 af 11. juni 2024

§ 62

Loven træder i kraft den 1. januar 1996. § 62, stk. 4, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra den 1. april 1995. § 23, stk. 3, nr. 4, og stk. 4, træder dog i kraft den 1. juli 1995 og har virkning for opgørelsen af egenindkomsten for støtteåret 1994 og senere. § 30, stk. 2, har virkning for tilbagebetaling af foreløbige beløb, der er udbetalt for støtteåret 1996 og senere. § 14 og § 19, stk. 3-6, har virkning for fødsler, der finder sted den 1. januar 1996 og senere. Regulering af beløb efter § 12, stk. 3, sker første gang med virkning fra den 1. januar 1996.

Stk. 2 Lov om statens uddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 336 af 2. maj 1994, ophæves. Bestemmelserne om den endelige støttetildeling finder dog fortsat anvendelse for tildelingen for støtteåret 1995. Bestemmelsen om tilbagebetaling af for meget udbetalt uddannelsesstøtte, der er tildelt før den 1. januar 1991, finder dog fortsat anvendelse. § 23 i lov nr. 459 af 1. juni 1994 om den fri ungdomsuddannelse ophæves.

Stk. 3 Regler, der er fastsat efter den hidtil gældende lov om statens uddannelsesstøtte, der er nævnt i stk. 2, forbliver i kraft, indtil de afløses af regler fastsat efter denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes med bøde.

Stk. 4 En uddannelsessøgende moder, der har ret til uddannelsesstøtte og får forlænget støtteperioden med 12 måneder efter § 3, stk. 6, i den hidtil gældende lov om statens uddannelsesstøtte, kan efter ansøgning få den ekstra støtte på 12 klip udbetalt med 2 klip om måneden i forbindelse med fødslen eller adoptionen, hvis denne finder sted i perioden 1. april 1995-31. december 1995. Udbetaling af støtte med 2 klip om måneden kan tidligst ske 2 måneder før fødslen eller adoptionen og tidligst med virkning fra den 1. april 1995. Hvis moderen efter udløbet af perioden med ekstra støtte ikke kan begynde på uddannelsen igen på grund af uddannelsesinstitutionens forhold, kan styrelsen bestemme, at hun skal have tildelt ekstra klip som følge af denne forsinkelse. En uddannelsessøgende moder, der har ret til uddannelsesstøtte uden for klippekortet og får dispensation fra kravet om studieaktivitet, kan efter ansøgning få udbetalt støtten med dobbelt beløb i 6 måneder i forbindelse med fødslen eller adoptionen, hvis denne finder sted i perioden 1. april 1995-31. december 1995. Udbetaling af støtte med dobbelt beløb kan tidligst ske 2 måneder før fødslen eller adoptionen og tidligst med virkning fra den 1. april 1995. Hvis moderen efter udløbet af perioden med ekstra støtte ikke kan begynde på uddannelsen igen på grund af uddannelsesinstitutionens forhold, kan styrelsen bestemme, at hun skal have tildelt ekstra støtte som følge af denne forsinkelse.

Stk. 5 Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om overførsel til det støttesystem, der gælder fra den 1. januar 1996, af uddannelsessøgende, der er i gang med eller har været i gang med en uddannelse før den 1. januar 1996. SU-bekendtgørelsen

Stk. 6 (Udeladt).