Sundhedsbekendtgørelsen Kapitel 2

Denne konsoliderede version af sundhedsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalforsorgens institutioner

Bekendtgørelse nr. 965 af 22. juni 2022

Kapitel 2 Lægebistand til indsatte i fængsler og arresthuse
Forskellige bestemmelser om lægebistand
§ 2

De indsatte behandles af en læge, der er tilknyttet kriminalforsorgsområdet.

Stk. 2 De indsatte skal, hvis lægen finder det nødvendigt, behandles af speciallæge uden for institutionen.

Stk. 3 De indsatte skal søges indlagt på hospital, overføres til Vestre Hospital eller til ligeartet institution under kriminalforsorgen med henblik på ophold på sygeafdeling, hvis lægen finder det nødvendigt.

Stk. 4 Indsatte med behov for psykiatrisk bistand indlægges på psykiatrisk afdeling eller hospital eller overføres til Anstalten ved Herstedvester.

Stk. 5 Når en varetægtsarrestant indlægges på hospital eller overføres til anden institution efter reglerne i stk. 3 og 4, skal kriminalforsorgsområdet straks underrette politiet i den politikreds, hvor straffesagen behandles, og den indsattes forsvarer.

§ 3

Varetægtsarrestanter har adgang til at tilkalde egen læge. Tilkaldelse af egen læge kan dog nægtes, hvis politiet af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætter sig dette.

Stk. 2 Inden der gives en varetægtsarrestant tilladelse til at tilkalde egen læge, indhentes en udtalelse herom fra politiet.

§ 4

Når en indsat ønsker læge tilkaldt, skal personalet uden ophold underrette en læge eller sygeplejerske, der er tilknyttet kriminalforsorgsområdet.

Stk. 2 Den indsatte skal have lejlighed til uoverværet personlig eller telefonisk kontakt med lægen eller sygeplejersken, medmindre dette undtagelsesvist er uforeneligt med sikkerhedsmæssige hensyn.

Stk. 3 Politiet kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte sig, at varetægtsarrestanter har uoverværet personlig eller telefonisk kontakt med lægen eller sygeplejersken.

§ 5

Når en læge eller sygeplejerske, der er tilknyttet kriminalforsorgsområdet, har tilset en indsat, skal lægen eller sygeplejersken med den indsattes samtykke orientere personalet om eventuel ordination af medicin eller lignende, i det omfang det er nødvendigt, for at behandlingen kan gennemføres.

§ 6

Hvis den indsatte er alvorligt syg, skal kriminalforsorgsområdet med den indsattes samtykke så vidt muligt underrette pårørende.

Lægeundersøgelse ved indsættelsen m.v.
§ 7

Kriminalforsorgsområdet skal snarest muligt efter indsættelsen give den indsatte en generel orientering om sundhedsordningen i institutionen og mundtligt tilbyde den indsatte samtale med en læge eller sygeplejerske, der er tilknyttet kriminalforsorgsområdet. Dette gælder dog ikke, hvis

  • 1) opholdet må antages at blive ganske kortvarigt, eller

  • 2) den indsatte er overført fra en anden af kriminalforsorgens institutioner, hvor den pågældende har fået tilbud om samtale med læge eller sygeplejerske.

Stk. 2 Der skal udfærdiges notat om, hvorvidt den indsatte ønsker samtale med læge eller sygeplejerske.

§ 8

Hvis den indsatte ønsker samtale med læge eller sygeplejerske, skal denne finde sted snarest muligt.

Stk. 2 I institutioner, hvor der ikke er læge eller sygeplejerske til stede dagligt, skal samtale så vidt muligt finde sted næste gang, lægen eller sygeplejersken er til stede i institutionen.

Stk. 3 Hvis den indsatte fremsætter ønske om, at læge tilkaldes, jf. § 4, stk. 1, skal personalet uden ophold underrette en læge eller sygeplejerske, der er tilknyttet kriminalforsorgsområdet.

§ 9

Lægen eller sygeplejersken skal ved samtalen vejlede den indsatte nærmere om adgangen til lægeundersøgelse og behandling.

Gravide
§ 10

Hvis det er oplyst, at en indsat kvinde er gravid, eller personalet formoder, at dette er tilfældet, skal personalet straks orientere en læge, der er tilknyttet kriminalforsorgsområdet, og snarest muligt give den pågældende adgang til at tale med lægen.

§ 11

Kriminalforsorgsområdet skal i videst muligt omfang sikre, at fødsel ikke finder sted i institutionen.

Stk. 2 Hvis der er tre måneder eller mindre til det tidspunkt, hvor en gravid indsat forventes at skulle føde, skal kriminalforsorgsområdet

  • 1) i samarbejde med lægen fastsætte, på hvilket hospital eller lignende fødslen skal finde sted, og

  • 2) snarest etablere kontakt med jordemoder og det hospital eller lignende, hvor fødslen skal finde sted.

Sultestrejke
§ 12

Lægen må ikke afbryde en iværksat sultestrejke, når den utvivlsomt er iværksat af en voksen habil person, og denne er informeret om sultestrejkens konsekvenser, herunder om at den pågældende ikke vil blive tvangsernæret, hvis den pågældende bliver inhabil.

Stk. 2 Den indsatte skal tilses af en speciallæge i psykiatri, som i samråd med en læge, der er tilknyttet kriminalforsorgsområdet, vurderer, om den pågældende er habil.