Sundhedsklageloven § 18

Denne konsoliderede version af sundhedsklageloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Lov nr. 547 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024,
som ændret ved lov nr. 314 af 25. april 2018, lov nr. 647 af 11. juni 2024, lov nr. 1670 af 30. december 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024

Sagernes finansiering
§ 18

Staten, regionsråd og kommunalbestyrelser afholder udgifterne til driften af Styrelsen for Patientklagers aktiviteter i tilknytning til patientklagesystemet, Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og Tvangsbehandlingsnævnet. Udgifterne fordeles på grundlag af en standardtakst pr. afsluttet sag og i forhold til, om behandlingen har fundet sted ved institutioner, der drives af henholdsvis staten, regioner og kommuner, eller i privat praksis og på private sygehuse beliggende i regionerne, hvor regionen er erstatningspligtig efter § 29, stk. 1, nr. 5 eller 6. Staten afholder efter aftale med Færøernes Hjemmestyre eller Grønlands Selvstyre udgifterne ved sager vedrørende behandling ved sundhedsvæsenet på Færøerne eller i Grønland. Udgifterne vedrørende klager over Sundhedsstyrelsens, Søfartsstyrelsens, regionsråds og kommunalbestyrelsers administrative afgørelser efter §§ 5-8 afholdes af henholdsvis staten, regionsråd og kommunalbestyrelser.

Stk. 2 Forsikringsselskaber, som har indtegnet en forsikringstager efter § 30, stk. 1, afholder udgifter til driften af Styrelsen for Patientklagers sekretariatsbetjening og udgifterne til afholdelse af nævnsmøder i Ankenævnet for Patienterstatningen. Udgifterne fordeles på grundlag af en standardtakst pr. afsluttet sag, og i forhold til om behandlingen af patienten har fundet sted ved institutioner, som er omfattet af forsikringspligten i § 30, stk. 1.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen afholder udgifter til driften af Styrelsen for Patientklager, jf. stk. 1, for de sagsområder, hvor Udbetaling Danmark træffer afgørelse efter § 12 a, stk. 3, og efter § 160, stk. 1, i sundhedsloven.

Stk. 4 Staten afholder udgifter til driften af Styrelsen for Patientklager, jf. stk. 1, for de sagsområder, hvor Udbetaling Danmark træffer afgørelse efter § 160, stk. 2, i sundhedsloven.

Stk. 5 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om afholdelse af udgifter efter stk. 1-4. Ministeren kan herunder fastsætte forskellige standardtakster for forskellige sagstyper og bestemme, at taksterne kan dække andre sager end dem, der er nævnt i stk. 1-4, og at visse områder inden for Styrelsen for Patientklagers og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns virksomhed ikke indgår i takstbetalingen. Endvidere kan der fastsættes regler om forudgående opkrævning fra staten, regionsråd og kommunalbestyrelser m.fl. af acontobetaling.