Indenrigs- og sundhedsministeren nedsætter et ankenævn for Patienterstatningen, der består af 1 formand og et af indenrigs- og sundhedsministeren fastsat antal næstformænd og beskikkede medlemmer.
Stk. 2 Formanden og næstformændene udnævnes af indenrigs- og sundhedsministeren. Formanden og mindst 3 næstformænd skal være landsdommere. De øvrige næstformænd skal være dommere. Nævnets øvrige medlemmer udpeges af indenrigs- og sundhedsministeren, regionsrådene i forening, KL, Forsikring & Pension, Advokatrådet, Forbrugerrådet Tænk, Danske Handicaporganisationer og Danske Patienter.
Stk. 3 Sundhedsstyrelsen udpeger for de faglige områder, hvor det findes nødvendigt for sagernes behandling, et antal sagkyndige medlemmer, der alle er fagligt uddannede.
Stk. 4 Ved afgørelsen af den enkelte sag skal nævnet sammensættes af
-
1) formanden eller 1 næstformand,
-
2) 2 sagkyndige medlemmer udpeget af Sundhedsstyrelsen efter stk. 3,
-
3) 1 medlem udpeget af regionsrådene i forening,
-
4) 1 medlem udpeget af KL,
-
5) 1 medlem udpeget af Forsikring & Pension,
-
6) 1 medlem udpeget af Advokatrådet,
-
7) 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet Tænk,
-
8) 1 medlem udpeget af Danske Handicaporganisationer og
-
9) 1 medlem udpeget af Danske Patienter.
Stk. 5 Formanden eller vedkommende næstformand afgør, inden for hvilket fagligt område eller områder sagkyndige medlemmer efter stk. 4, nr. 2, skal deltage ved afgørelsen af den enkelte sag.
Stk. 6 Nævnet er beslutningsdygtigt, hvis nævnet ved afgørelsen af den enkelte sag består af formanden eller 1 næstformand og mindst 4 medlemmer, heraf mindst 1 medlem efter stk. 4 henholdsvis nr. 2 og 6, 1 medlem efter stk. 4, nr. 3, 4 eller 5, og 1 medlem efter stk. 4, nr. 7, 8 eller 9.
Stk. 7 Nævnets medlemmer udpeges for 4 år. Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den kun til periodens udløb.
Stk. 8 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med nævnet dettes forretningsorden.
Stk. 9 Styrelsen for Patientklager stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.
Stk. 10 § 18 finder tilsvarende anvendelse for afholdelsen af udgifter til drift af nævnet.
Stk. 11 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om, at Styrelsen for Patientklager i sin egenskab af sekretariat for Ankenævnet for Patienterstatningen træffer afgørelse på vegne af ankenævnet i sager, hvor styrelsen skønner, at der ikke er tvivl.