Sundhedsloven Kapitel 20 c

Denne konsoliderede version af sundhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 546 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1015 af 5. september 2024,
som ændret ved lov nr. 1638 af 26. december 2013

Kapitel 20 c Voldgiftsnævn
§ 87i

Hvis der opstår tvist mellem Danske Regioner og de privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark eller sygehuse, klinikker m.v. i udlandet om vilkårene for en aftale om undersøgelse og behandling efter § 87 stk. 4, kan sygehusene, klinikkerne m.v. hver især eller i forening indbringe tvisten for et voldgiftsnævn.

Stk. 2 Når der indbringes en sag for voldgiftsnævnet, udpeger indenrigs- og sundhedsministeren til nævnet en opmand og en suppleant for opmanden. Danske Regioner udpeger en voldgiftsmand, og sygehusene, klinikkerne m.v. udpeger en voldgiftsmand. Både opmand, suppleant og voldgiftsmænd skal have økonomisk indsigt og indsigt i sundhedsvæsenets forhold.

Stk. 3 Ved behandlingen af en voldgiftssag deltager opmanden samt de to voldgiftsmænd. Opmanden kan tilkalde særligt sagkyndige til at bistå ved sagens behandling. Indenrigs- og sundhedsministeriet yder sekretariatsbistand til voldgiftsnævnet.

Stk. 4 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om voldgiftsnævnet og om behandlingen af voldgiftssager, herunder forretningsordenen. Ministeren fastsætter endvidere regler om vederlag til opmand, voldgiftsmænd og de særligt sagkyndige, som bliver tilkaldt, og om sagsomkostninger og deres fordeling.

Stk. 5 Voldgiftsnævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.